Følg med på Østfronten

Jeg holder flyttedag og rykker til Østfronten, så følg med på http://nyt-fra-oestfronten.blogspot.com/

Lidt nyt fra Østfronten

Alt vel - fuldtidsjob og ting i udvikling er mere end trættende.

Så blog bliver beklageligvis forsømt en smule.

Men altså - alt er vel her bortset fra tissetrang, ømme bryster og træthed. Kvalme er der intet af so far, hvilket faktisk føles lidt mærkeligt. For det synes jeg, 'alle' andre har - og når der endnu ikke har været fagpersoner inde over kan man godt af og til blive lidt bekymret for det hele.

(Læge mener ikke, der er behov for faglig indblanden før 9. uge, så der er 1½ uge igen)

I'll keep you posted, men nok først i næste uge. Turen går til Malmö i morgen for liiiige at nå Marcel Duchamp-udstillingen på Moderna Museet og have lidt uforstyrret kærestetid - uden vasketøj, forberedelse og alt det andet hverdagsagtige, der følger med når man er to voksne (som vi åbenbart er blevet med tiden?) med to fuldtidsjob.

2 ud af 2 mulige

Det går stærkt af og til, det dér liv.

Efter en hel arbejdsuge på 37 timer og en fantastisk nyhed først på ugen har jeg lige nu alt hvad jeg ønsker mig.

Og det er ganske praktisk at træthed falder sammen med jobstart, for det er jo ikke en uventet reaktion at være smadret efter sit første fuldtidsjob med jobstart mv.

Derudover er der ikke meget at mærke ud over glubende appetit hver tredje time og en udpræget trang til at liiiige pudre næsen!

(Men det dér med at glæde sig for tidligt, det vil jeg helst ikke, så jeg nok tør ikke for alvor tro på de to streger før lægen har sagt til og der er scannet. Og det går der trods alt lige lidt tid inden...)

To streger

- hvis I forstår sådan en lille en!

el bulli og sejlads

Søsterlil havde inviteret på Cofoco-tapaspose og el bulli-film ("Cooking in progress") i Dagmar i går, så jeg har drømt om molekylær gastronomi hele natten. Og ærgrer mig supermeget over, at jeg aldrig nåede forbi Spanien til et måltid. (Til gengæld har jeg lived to tell the tale om Noma, hvilket også var fabelagtigt!)

I dag står den på sejlads (yak!) med svigerinde, svoger, Kæreste, og div. af deres fætre og kusiner. Jeg gider godt se dem alle - men jeg er simpelthen det modsatte af søstærk.

Og det vil være så ærgerligt at starte første arbejdsdag i morgen med post-søsyge!

Ja. Første arbejdsdag. Det klinger ret fint, synes jeg.

... nu med job!

Jeg har simpelthen fået fuldtidsarbejde fra på fredag og året ud.

Et sted, jeg godt kan lide med mennesker, jeg har arbejdet (succesfuldt) sammen med før. Og arbejdsopgaver, der kommer til at se super godt ud på CVet, samt kræver at jeg tænker. I love it. (Kæreste er meget glad på mine vegne, men er samtidig sikker på, at hjemmet fra nu af vil mangle hjemmebag, madplaner og nyvasket tøj)

Hold nu OP hvor er det den bedste følelse i verden at nogen kan bruge en til noget.

Solskin, fødselsdage og andet godt fra havet

Åhr, hvor er det bare lidt for sent for solen at komme ind i kampen her d. 20. august. På den anden side er det en helt rigtig dag, for min elskede, yndlingsfarmor ville være blevet 94 år i dag. Hun blev 92, men jeg er sikker på, hun fejrer et eller andet sted i universet, reinkarneret eller bare som kosmisk kraft med irsk kaffe ('beskidt kaffe'), masser af lagkage og smukke mænd i uniformer (hun nåede at være gift med hhv. en marinesoldat - hvid, stram uniform - og en politimand)

Jeg savner hende stadig og ville sådan ønske, hun kunne have mødt Kæreste og oplevet mig blive mag.art.

Men hvor er det en dejlig ting, at solen stråler på hendes fødselsdag.

7-9-13 og bank under bordet

Jeg er lige blevet ringet op af en tidligere kollega på en arbejdsplads hvor jeg var studentermedarbejder i 2½ år. Fra 2005-2009. (Og gjorde det ret godt)

Fordi de har en projektansættelse til mig (hvis jeg vil og ikke mindst hvis budgetudvalget vil)

Derfor har jeg planer på fredag. Og jeg hører mere allerede mandag efter budgetudvalgsmødet. (Og for ikke at jinxe NOGET-SOM-HELST har jeg tænkt mig at banke under ALT træ, jeg kommer i nærheden af indtil da)

Og så har Kærestes ven med de fine kontakter anbefalet mig til et barselsvikariat som kulturmedarbejder. Måske ligger der en samtale og lurer dér også? (Bank, bank, bank)

Tror, jeg bager choko-karamel-muffins for at fejre i smug.

Græsenke - igen, igen

Kæreste er startet på gymnasielærergerningen igen efter sommerferien, og det betyder nogle lange dage alene hjemme i en verden, hvor alle jeg kender studerer og/eller arbejder. (Åh, glæden ved at være 'aktivt jobsøgende')

Og i denne weekend er han på mandetur med 5 andre i et sommerhus et sted langt herfra (ja, Jylland) og kommer først hjem i morgen.

Så det er i den grad en tid til venten i disse dage. For mine venner og veninder skal ikke belemres med mig 24/7 - og normalt har jeg ikke noget imod at være alene. Men af en eller anden grund er mit humør lidt gråt i øjeblikket. Derfor venter jeg.

På solskin og (sen)sommer
På to streger i stedet for én
På et knus
På et job (eller bare en jobsamtale)
På at komme i lidt bedre humør.

(Og på at kunne skrive bedre indlæg!)

Virkeligheden lurer lige om hjørnet. Måske.

Jeg hader den venteposition, jeg er i pt. Og at pulsen stiger hver gang, jeg åbner postkasse eller mailboks. For TÆNK NU, hvis der er brev fra Anden Aktør, og jeg igen skal i et tåbeligt, formynderisk forløb, hvor jeg skal lære at søge job.

(For en gangs skyld ville det være en KÆMPE fordel at være over 30 - og undgå et såkaldt 'intensivt 26-ugers aktiveringsforløb)

For jeg har jo gang i forskellige ting. Nogen, der kender nogen, og deltagelse i en forskergruppe, der på sigt kan åbne en realistisk mulighed for at få en ph.d. Men den slags tager tid og det findes åbenbart ikke i dagpengesystemet.

Reverend Shine Snake Oil Co.

Hvis I får tid, ikke? Så tag til koncert med dem her. Det er for vildt.

Kan man tillade sig at skynde på folk

- der frivilligt kigger ens jobansøgning igennem?

- der tager en bog med på Det Lille Hus? (Hvis nu man selv trænger meget til at... ahem... børste tænder)

- der liiiige skal sætte deres fiktive fodboldspiller til at konditionstræne, før de selv kan løbe en tur med én?

- der cykler i søndag eftermiddags-tempo på en helt almindelig torsdag? (Når nu nogen har ødelagt ens ringeklokke)

Eller skal man bare passe sig selv?

Bil

Nå.

Så har vi fået bil.

Eller.

'Fået' er nok så meget sagt. I virkeligheden er det 'købt'.

Et skrummel af en (meget velkørende, bevares) sølvfarvet Peugeot 406, 2.0, ST, årgang 1996, der har kørt 249.000 km.



(Det er ikke PRÆCIS denne bil, men farve, stand, årgang og model passer)

 Kæreste er glad. Meget, meget glad. Og det er en god ting. (Men jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg skulle blogge om en eller flere biler)

Bil, ikke bil, bil, ikke bil

Det Røde Lyn (aka Kærestes nedslidte, falmede Polo) afgik ved døden sidste uge. Med skrotpræmie og alting. Og nu går overvejelserne på, om han (vi) skal have en ny, brugt bil.

Han pendler vanvittigt langt til et arbejde, der ikke just ligger et stenkast fra en DSB-station. Men biler er dyre og måske er det også rart at have en seriøs opsparing til noget bolig på et tidspunkt. Fx om et år, når lejekontrakten udløber og han finder en arbejdsplads tættere på hjemme (det GØR han, blev der sagt) og en bil så alligevel bliver mindre nødvendig.

Det ER nemlig muligt at tage offentlig transport hele vejen til og fra hans arbejdsplads. Men sandsynligvis kommer det bare til at tage lidt ekstra tid i en i forvejen meget pendlende hverdag. Så det er et spørgsmål om det praktiske (og luksusagtige) versus det økonomisk og CO2-bevidste.

Nåmen, der er blevet brugt rigtig meget tid på at kigge på bilbasen, bilzonen og at overveje fordele og ulemper ved forskellige typer, km-tal og andet utroligt u-spændende vigtigt. Og i dag gik turen til en vaskeægte brugtvognssvindlerhandler på Vestegnen, der havde et godt tilbud.

Eller. Han havde en ret lækker Mazda 626 til 20.000 kr fra 2000, der dog kun kunne sælges, hvis vi havde et CVR-nummer at skrive på kontrakten. ("Og det er jo ligemeget, hvis CVR-nummer det er. Alle kender jo nogen, der har et CVR-nummer")

Fidusen er, at så er køber ikke forsikret ift. nogen købelov og sælger holdes komplet skadesløs, hvis det 2 uger efter købet viser sig, at bremseklodserne er helt slidt ned eller undervognen gennemtæret af rust.

Kæreste skumlede hele vejen tilbage i s-toget og har siddet og spillet voldeligt computerspil og råbt vrede ord til skærmen lige siden vi kom hjem.

Så spørgsmålet er stadig 'bil, ikke bil, bil, ikke bil'. Tænk hvis det var så nemt at købe bil, som at vide om 'han elsker mig' ved at rive kronblade af magueritter.

Pseudo-børnefamilie

Kæreste og mig har brugt hele weekenden på at babysitte yndlingsniece (der bliver 1 år om 10 dage - hvordan skete det? Og er det ikke fint, at vi ikke er blevet et år ældre i mellemtiden?)

Med alt hvad det indebærer af bleskift (med og uden brunt fyld), ture i Sansehaven i Fælledparken, genlæsning af pegebøger mindst 100 gange. Nusning, kysning, grin og leg.

Og verdens hyggeligste morgen, hvor niece vågnede kl. 5.30. Det er lige det tidligste for Kæreste og mig, så hun kom op i sengen og lå imellem os og sov en hel time mere, inden en stille og rolig opvågning.

Er der noget bedre end en blød barnehånd og en lille varm krop, der nusser sig ind mod éen?

Veninder

Alle forhold har perioder, hvor de er fantastiske og giver en masser af energi og glæde og overskud. Og perioder, hvor man bliver drænet af den person, man holder så meget af.

Min onsdag blev fordelt mellem to veninder. I hver sin ende af overskuds-spektret. Selvom de begge er pressede på flere fronter.

Veninde A, som er forholdsvis ny i mit liv kæmper med en kronisk lidelse, der er ganske smertefuld. Hun er - som jeg - mellem jobs og i en branche, hvor de aldrig under nogen omstændigheder hænger på træerne. Desuden havde hun en fredags-deadline på noget freelance arbejde.

Hun havde godt tid til at jeg kom forbi med left-over muffins fra Family Dinner. Og til at vi talte om alt muligt - også det svære og det, der gør ondt - i næsten 3 timer. Jeg gik derfra glad og opløftet og glædede mig til næste gang, vi finder tid til at ses. (Kæreste håber, han også møder hende snart. For jeg er altid glad, når jeg har tilbragt tid med hende)

Veninde B har jeg kendt i 11 år, og vi har hængt sammen siden 1.g. og gennem skiftende forhold, studier, jobs, boliger og alle de andre forandringer, der nødvendigvis sker i løbet af en dekade. Hun er 5 uger fra specialeaflevering, og har lige fået orlov fra sit job til at færdiggøre projektet. Hun har brugt foråret på at have alt, alt for travlt med speciale, fuldtidsjob og diverse (ja, som i flertal) frivillige arbejder. Og undrer sig over, at hun ikke har det store overskud til at være kæreste. Hun er vistnok ikke forelsket i ham længere, men bliver ved med at give ham et flig af håb om, at det bare er alt det andet, hun er nødt til at prioritere.

Jeg elsker hende. Men jeg bliver så drænet af at være sammen med hende. I onsdags og hver gang vi har set hinanden det sidste halve år. Og jeg bliver så ked af at hun projicerer sine egne hang-ups omkring sit eget forhold over på mig og Kæreste.
Når jeg fortæller at Kæreste har brugt (alt for) megen tid på at spille computer, men at vi nu har talt om det og fundet den hellige gral (læs: kompromiset), så bliver hun vred på mig (men altså i virkeligheden vred på sin egen kæreste), der kræver tid og tilstedeværelse og samhørighed. Og kæresteri. Åhr, det er så svært, at lade være med at sige noget. For selvfølgelig er hun presset med specialet, med forholdet, med det hele. Og der er jo kun 5 uger til 'alt bliver bedre'. Det håber jeg, virkelig!, at det gør. Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal være sammen med hende i øjeblikket. Jeg ved bare, at jeg ikke kan bære at det går i stykker mellem os - og jeg ved, at jeg ikke kan holde ud at det udelukkende er på hendes præmisser.

Livet, ikk'? Det er ikke sådan let og ligetil.

Glimt fra gårsdagens Family Dinner

- månedlig tradition, der finder sted en gang om måneden, med de af Kærestes fætre, kusiner og søskende, der bor i Københavnsområdet. I går var det vores tur til at lægge hjem og mad til.

Choc-chunk cupcakes med swiss merengue buttercream

Rikke Gryberg møder Martha Stewart og mit personlige twist.

Perfekt, langtidshævet brød med supersprød crust. Damp-bagt i Le Creuset gryde ved vanvittig høj temperatur.

Mmmm.

(U)forklarligt raseri

Jeg har brugt min sidste officielle feriedag OG dagen i dag på at være edderspændt rasende. Og skuffet. Og ked af det. Og rasende igen.

(Med andre ord er jeg den pERfekte kæreste i disse dage)

Årsagerne fortaber sig til dels i tågerne, men mon ikke det handler om at jeg ikke synes, at noget-som-helst lykkes i øjeblikket. Det er totalt egoistisk og har intet at gøre med alle de forfærdelige ting, der sker i Norge, Afrikas Horn og andre steder. (Så faktisk har jeg det også skidt med mig selv over ikke at kunne se ud over egen navle)

Vejret er noget lort. Sådan er det bare. INGEN bliver gladere mennesker af gråvejr. Ingen.

Ferien er slut. Det betyder at jeg atter er jaget vildt for Anden Aktør og alle andre. (Det er jeg ikke bare træt af, men har også kvalme og ondt i maven over)

Ting, Kæreste og jeg håbede på, blev ikke til noget alligevel i denne måned. For 'noget' kan godt være en uge for sent på den, uden at det åbenbart betyder noget. Suk.

Sol, et job, og medvind generelt må meget gerne komme denne vej. Snart.

... et eller andet sted må man bare finde trøst i, at det var en højreekstremist og ikke islamistisk terrorisme.

(Selvom TV2 da var lige lovligt hurtige til at råbe den danske (islamofobiske) version af 'ULVEN KOMMER' - bilbomber bruges generelt af grimme mennesker. Uanset nationalitet.)

Beviser på at vi ER færdige med badeværelset



Kulturel lokumslæsning og badeværelsesspøgelset



Opbevaring på den (næsten) æstetiske måde

Badeværelsesspøgelset. Han ER da sød

Det store spejl, der gør rummet mindst dobbelt så stort. Visuelt, altså.

Farmors tallerkenrække i mintgrøn forklædning og svigermors B&G platter

Badeværelse; sidste update

Vi er færdige med badeværelset. Det har også kun taget 2 måneder for håndværkerne at få de 2 m2 klar. Nu er mure, lofter og vægge malet helt hvide, der er købt to store spejle, der gør baderummet visuelt dobbelt så stort, og sat hylder op til den opbevaring, det er SÅ rart at have plads til. Og købt fine bokse og æsker til badeværelsesgrejet, så alt medicin/plaster ligger for sig, mine ting er for sig, Kærestes for sig, toiletpapir for sig og tand-grej for sig. Det blev også plads til et lækkert duftlys (mmm... hvid te) og et badeværelsesspøgelse i keramik (fås bl.a. hos HAY)

Efterhånden er Kæreste og mig blevet ret gode til at være handy sammen, så finishen er blevet stort set som man kunne ønske inden for de rammer, vi nu havde.

Og så har vi stille og roligt sat en ekstra bordplade op i køkkenet. Det blev der nemlig plads til efter køleskabet kom over i ex-brusekabine-nichen. Den sidder i bar-højde og det er en verden til forskel, at der er mere arbejdsplads og bordplads i det hele taget. Farmors gamle tallerkenrække er også blevet genophængt. Og svigermors B&G-smørrebrødstallerkner kommer til deres ret.

... og så er der blevet flyttet om på soveværelsesmøblementet, så alting nu står mere hensigtsmæssigt ift. rummet efter tilbygningen. Det eneste, der mangler her, er et par hylder (4 stk á 120 cm) til mine sko, som måtte rykke ud af klædeskabet for at få plads til alt tøjet. Der er nemlig ikke længere plads til at have et stort tøjstativ stående på gulvet til jakker og skjorter. Åh, at have mere end 150 cm klædeskab (i bredden) til to personer og alt deres tøj.

Det eneste, der nu mangler i det lille hjem, er at male i gangen. Men det bliver efter ferien!

Midt mellem hverdag og ferie

Ja. Ferie. For det helt uhørte er sket. Kæreste tog sidste uge på egen hånd initiativ til at finde en sommerferierejse.

(Jeg kan godt høre, at du nu sidder ved din skærm og tænker: 'Sidste uge?! De er da aaaalt for sent ude. Vi bookede ferie i januar, og så var det ligesom klaret'. Men at planlægge ferie en uge frem er altså ret langt ude i fremtiden og derfor meget fremsynet for Kæreste. Så jeg er glad for de små fremskridt. Måske vi en dag når til at booke en måned eller to på forhånd, sådan som min indre kontrolfreak er gladest for.)

Nå. Men det gik faktisk over al forventning. Særligt nu, hvor vi har lært at sidde med hver sin computer og derfor undgår at blive helt vildt irriterede over den andens random googling og fravalg af umiddelbart gode rejser.

Efter ca. 5  minutters søgning spørger Kæreste nemlig: 'Vil du med en uge til Azorerne?'

Altså stedet, der bl.a. ser sådan ud:

Så der tager vi til i morgen. Tak til last minute afbudsrejser til fantastiske priser (5500 for fly og 4 stjernet hotel for os begge i en uge er da ret fantastisk). Særligt når rejsen ligger inden for skoleferien, og Kæreste per definition kun kan rejse i ferieperioder.

Det er ikke sikkert, at jeg får brug for mine fantastiske Stella McCartney-pumps (købt på udsalg forrige uge)

... men til gengæld får jeg helt sikkert set smuk natur (og måske en hval eller to), spist dejlig portugisisk/azorisk mad og brugt kvalitetstid med Kæreste (tiltrængt!)

Og det er også til at leve med. Hav en skøn uge derude i det våde, danske sommerland. Jeg håber, der bliver overskud til at høre jazz på mine vegne trods uvejr og oversvømmelser.

Noter fra gør-det-selv land

Ah, håndværkerboss og udlejer blev enige med sig og hinanden om at arbejdet for håndværkernes vedkommende er afsluttet.

Det var torsdag sidst på eftermiddagen.

Fredag gik vi igang med at gøre projektet færdigt.

Og lad mig sige med det samme, at hvis det var VORES lejlighed, så havde håndværkerne bestemt ikke været færdige. Der er simpelthen for meget sjusk og halve løsninger. (Den sidste elektriker var dog fantastisk, og vvs'eren ligeså, men særligt tømrerne har lavet noget, der i den grad kunne være pænere)

Udlejer er dog typen, der synes, "at det ser rigtig fint og hyggeligt ud i sådan nogle gamle lejligheder, at man kan se, hvor penslen ikke kunne nå ind" (I KNOW!), så hans standarder er tydeligvis nogle andre end vores.
Den havde vi regnet ud allerede da vi flyttede ind for et år siden og alle vægge var enten 'instant gag'-gule eller mørkegrå. Og der var usigeligt beskidte væg-til-væg tæpper i alle andre rum end køkken og toilet.

Nå. Men det betyder jo bare, at vi kan slippe lidt lettere om noget, end hvis det var til os selv. Fx behøver vi ikke at fuldspartle vægge og skrabe al maling ned.

Indtil videre har vi sat glasvæv op på konstruktionen i soveværelset (der er ydersiden af det splinternye badeværelse), malet og sat lister på. Det er sådan set færdigt. Indretningen følger efter senere på sommeren. Efter lyst og behov til husarbejde er vendt tilbage for alvor.

På badeværelset har vi også sat glasvæv op - inkl. i loftet, hvor den gamle maling revnede og skallede alt for meget, til at det kunne blive pænt. Nogensinde. Kæreste har derudover stort set egenhændigt malet alle flader to gange - inkl. faldstammen - så alt nu er pænt og hvidt og klart til at blive indrettet med spejle og opbevaring. Derudover er der også sat lister op. (Til gengæld har jeg taget al opvask, bagt jordbær-chili muffins og lavet luksus-nachos og ditto guacamole)

Vi skal enten i aften eller i morgen en tur i IKEA (udlejer har nemlig sat et budget for indretningen, og Kæreste knuselsker köttbullarne) og købe det meste af inventaret. Jeg satser på at udskifte vores håndklæder løbende til lækre Karmameju- og Soul of Himla-håndklæder.

Jeg lover at lægge billeder op, når indretningen er komplet.

Hvad mangler?

Gangen! Den ser skrækkelig ud med ar og skrammer og ny væg og umalet dørkarm efter håndværkernes hærgen. Den kan ikke bare males, for udlejer har pudset halvdelen af væggen (ingen ved hvorfor) med mørkegråt puds. Vi gider ikke banke puds ned og starte forfra i lejet lejlighed, så vi sætter i stedet glasvæv op og maler det hele. Inkl. det mørkegrå loft. Men det er et stort arbejde, så jeg tror vi holder lidt pause inden vi går igang.

Køkkenet. Efter brusekabinen kom væk og vi flyttede køleskabet over på dens gamle plads, er der nu mulighed for at sætte en smal bordplade op i barhøjde og dermed få mere arbejdsplads OG spiseplads i det lange, smalle køkken. Vi satser på, de har en billig bordplade i IKEAs outlet. Derudover kunne nogle hylder i stedet for et skrummel af en vakkelvorn reol også være skønt. Og nye greb på skuffer og låger. Som så skulle sættes lige på. En klat maling eller at få ophængt et enormt tryk (str. A0) og så er vi kørende. Dvs. at hvis det var VORES køkken, så blev det gamle revet ned og et nyt, mere funktionelt sat op - fx uden overskabe, der skygger for lyset fra det lille vindue. Og hvor der var udtræksskuffer i stedet for dybe hylder.

Men det er faktisk meget fint - trods alt - at kunne øve sig på en lejlighed, hvor udlejeren egentlig er ligeglad, som ikke er vores egen, og hvor alle begynder gør-det-selv fejl kan laves. Når vi engang får vores egen lejlighed er vi jo top-klar og i stand til at lave det rigtig, rigtig lækkert.

... alt går i øvrigt ikke op i lejlighed. Jeg fik fat i to par smukke, smukke par pumps fra Stella McCartney i morges. Retail therapy er fabelagtigt. Særligt til 75% udsalg!

Dem skal der også nok komme billeder af! (Blogger vil af en eller anden grund ikke uploade noget pt.)

... skal vi ikke allesammen tage og krydse vores pølsefingre?

De af jer, der ikke har pølsefingre, må også gerne krydse med.

I eftermiddag sker der nemlig noget, der kan vise sig at være et gennembrud i hele badeværelses-projekt-sagaen. (Der startede med en masse mur-støv og larm d. 2.5. - altså for nøjagtig halvanden måned siden og som 'skulletage15arbejdsdage')

Vores udlejer kommer nemlig forbi med håndværker-chefen, og forhåbentlig bliver de enige om at erklære sagen for lukket. Der mangler godt nok stadig det sidste flisekantfugning, men det kan vi jo godt selv lave, og jeg gider helst ikke have flere håndværkere inden for dørene foreløbig. (Det er noget helt andet, når Kæreste trækker i slagbor og wife beater, ikke)

Hvis alt går vel - krydse, krydse, krydse - kan vi fra i morgen gå i gang med at få spartlet fuger, fuget flisekanter, sat væv op med vådrumsklæber indvendigt og udvendigt på badeværelset, male, købe inventar og indrette.

Hvilket er mindst 1000 gange sjovere end at være i venteposition. Som man nødvendigvis må indstille sig på at være, når der er håndværkere involverede.
( - hvilket minder mig om at Kæreste fortalte om et gymnasium, der skulle renoveres over sommerferien. Da lærere og elever mødte til et nyt skoleår i august var arbejdet imidlertid endnu ikke påbegyndt... men heldigvis for gymnasiet havde de tegnet en kontrakt, der betød at hver uge, projektet blev forsinket, mistede håndværkerne 1 million kroner (sic!). De præsterede at miste 6 millioner. 6. Millioner. Kroner.)

Nåmen, HVIS vi nu er så heldige, så kan det godt ske, at jeg går lidt overboard med handywork og derfor får en noget dårligere tid end planlagt til søndagens sparta-kvindeløb. (Hvor jeg i øvrigt regner stærkt med både at spotte og heppe på Maren og de heldige, der skal gennemføre de 10 km sammen med hende)

Puha

Livet er ikke verdens bedste pt. Mest fordi, det dér aktivering sutter seriøst røv bolsche. Og der er 3 uger tilbage.

Men også fordi, jeg (min krop) når at glemme fra gang til gang, hvor ondt det faktisk gør sådan ca. en gang hver 29. dag, når der er hovedrengøring i livmoderen. Jamen altså. Det er da for åndssvagt at skulle tage 2 gange Panodil og 2 gange Ipren 4 gange i døgnet i halvandet døgn. (Det er den dosis, der skal til, så smerterne kommer nogenlunde under kontrol og jeg kan om ikke slappe af, så i al fald nogenlunde samle tankerne og ikke ligge krummet sammen ved grådens rand)

Hvis der er nogen, der kan gode tricks mod den slags, der ikke involverer indtag af hormoner, er jeg all ears. 

Arbejdsmoral og faglig stolthed - vol. II

Denne gang er det mig og ikke håndværkerne, det handler om.

Jeg er efter ca. en måned som ledigmeldt blevet sat på 'JobNU' kursus (hvor aggressivt lyder det ikke lige med det dér råbe-NU tilsidst?), hvor vi pinedød skal jobsøge hver dag i 4 uger.
4 uger.

Det er 19 dage (pinsemandag er jo trods alt også hellig i Anden Aktør-land)

Og der er ikke engang i nærheden af at være 19 jobs, der er relevante for mig ift. min uddannelse og erfaring. (Nej. Museumsinspektør på Glyptoteket er ikke relevant for andre end dem, der faktisk har praktisk erfaring med den type arbejde fra tidligere)

Så derfor har jeg nu søgt en stilling som kirketjener.

Jeg er ikke engang medlem af folkekirken (men det skrev jeg naturligvis ikke, vel).

Og det allermest nedslående er, at jeg faktisk hellere vil være kirketjener end i dagpengesystemet.

(Men jeg har til gengæld en aftale om at mødes med min specialevejleder i morgen og tale om mulighederne for en ph.d.)

Arbejdsmoral og faglig stolthed? Anyone?

Håndværkerne er ikke sådan rigtig færdige endnu. Vel. Selvom det nu er en måned siden, de startede på projekt badeværelse. Og det kun skulle tage 15 arbejdsdage.

Men når en arbejdsdag er på 1½ time (2-2½ på gode dage), så tager det fucking søreme lang tid! Og vi er ved at være SÅ trætte af at have fremmede i huset hele tiden. Eller. Ikke hele tiden - men vi ved jo ikke, hvornår de kommer, så vi er forberedte på at have fremmede i huset hele tiden. Hvilket gør det ret svært at slappe ordentligt af. Eller få klaret almindelige husholdningsopgaver. Eller at komme i bund med rengøringen (det kan jo ikke betale sig, fordi håndværkere støver og roder)

Fred nu være med arbejdstiderne - det er et eller andet sted deres egen sag. Men. Hvis de kun er her i 1½ time pr. arbejdsdag, så er det vel ikke for meget forlangt, at de laver tingene ordentligt? (Funktionelt er alt ok - bortset fra elarbejdet, der ikke er færdigt i badeværelset - men finishen er HÅBløs!)

Håndværker-boss har slet ikke været her og inspicere arbejdet, men har til gengæld nu to gange meddelt vores udlejer, at de var færdige. Øhm. Nej. Stadig ikke.

Jeg kan slet, slet ikke vente med at få huset for os selv igen - og få lavet det sidste arbejde, så vi kan få det lækre, nordisk spa-agtige minibadeværelse, jeg ser for mit indre blik.

Hvis nogen har en forklaring på, hvorfor håndværkere opfører sig sådan, så er de velkomne til at oplyse mig. For jeg forstår simpelthen ikke, at man kan efterlade arbejdet som de har og erklære det for 'færdigt og klar til maling'

Suk.

Håndværkere... seriøst?

Tirsdag:
Mail fra håndværker-boss til udlejer tirsdag: "Nu er badeværelset færdigt"
Mig til udlejer: "Øhm, nej. Det er ikke lavet el og der mangler stadig noget gipsarbejde. Og en dør inkl. karme."
Udlejer til håndværker-boss: "Se ovenstående"
Håndværker-boss til udlejer: "Fredag kommer tømrer og elektriker. I øvrigt er inddækning af rør uden for aftalen og skal betales af lejer"
Mig: "WHAT? Nej. Det er en del af aftalen, som blev indgået i januar (sic!). I øvrigt er der ingen nøgle til låsen i den toiletdør, tømrerlærling har sat i."
Håndværker-boss: "Inddækning af rør er en del af aftalen."

Onsdag og torsdag:
Radiostilhed

Fredag:
Tømrerlærling og tømrer kommer. Sætter et stk. gips op og går igen. Men først efter de har konstateret at døråbning, murer har lavet i væggen er for stor til dør. (Seriøst. De har lavet åbningen større end den dør, der skal passe ind i den. Og som har stået ved siden af hele tiden.)
Tømrer og tømrerlærling siger, de kommer igen mandag og laver rørinddækning og sætter dør i.
Elektriker kom aldrig. Vi satser på, at han kommer mandag.

Resultat: Vi har badeværelse, der i princippet er funktionsdygtigt, men mest hvis man kan se i totalt mørke. Og som ikke er funktionelt, fordi vi ikke kan sætte knager og/eller hylder op før udlejer mv. har været forbi og sige god for alt håndværkernes arbejde.

Om dejlige mennesker

Da jeg fyldte 20, ville jeg gerne fejre det med mine venner og veninder. Som jeg aldrig har haft ubegrænsede mængder af, men snarere nogle udvalgte håndfulde. Dagen oprandt og alle bortset fra 1 meldte fra.

Siden da har frygten for at være uønsket siddet i mig, hver gang jeg har inviteret til noget-som-helst. (Pathetic, I know)

I lørdags holdt jeg specialereception i skønne, frankofile omgivelser på lokal vinbar. Vi havde inviteret omkring 60 børn og voksne. Og det gjorde lidt ondt i hjertet og selvtilliden hver gang nogen meddelte, at de skulle til bryllup, polterabend eller var i Jylland den dag.

Men de allervigtigste var der og de 35 vi var havde en dejlig dag - en rigtig dejlig dag, hvis jeg skal være helt ærlig.

Det var hyggeligt, afslappet og der var tid til at tale med de fleste, at blive fejret og at høre alle have det rart rundt omkring i krogene. Maden var lækker, kagerne fantastiske (og hjemmebagte). Og folk kom. For at fejre mig. Det føles rart.

Bivirkninger ved boligprojekt

En af de mere interessante bivirkninger ved badeværelsesprojektet er, at ens dagligdagsrutiner ændrer sig.

Jeg kan nemlig ikke rigtig lide at sidde på sofaen eller ved spisebordet og søge efter jobs mens Extreme Home Makeover kører i baggrunden (fast morgenritual, fordi det simpelthen er så dejligt at se andre blive så glade) Så jeg drager i stedet ud i verden. Der er bare grænser for, hvor meget af verden, der er klar til at møde éen før kl. 10 (for slet ikke at tale om før kl. 8, når håndværkerne ankommer)

Det lokale fitnesscenter har åbent fra kl. 6. Bonus er, at jeg får trænet en hel del mere end normalt. Og at der er badefaciliteter. (Til gengæld er jeg gået totalt native - man må nemlig ikke fjerne hår på ben (eller andre steder) i fitnesscenter. Hvilket er fair nok, men rimeligt upraktisk for mig.) Ikke-bonus er, at jeg taber mig. Det skal jeg ikke.

Den lokale cafe åbner kl. 8. Og de ved efterhånden hvor jeg sidder og hilser pænt godmorgen og jeg behøver ikke længere at kigge på menukortet for at kende de forskellige muligheder.

McDonalds lige om hjørnet lukker først kl 01. Hvilket er vigtigt at vide, fordi man skal huske at tisse af inden natten.

Svømmehallen har noget skiftende åbningstider, så den tør jeg ikke satse på.

I går - dagen med maveproblemer a la Delhi Belli (enough said!) - tog jeg mig selv i at skifte fodtøj og jakke inden jeg forkrampet bevægede mig til de forskellige muligheder for at sidde med bukserne om anklerne. Bare så personalet i svømmehal og McD ikke skulle genkende mig. For hvem fanden søren kommer 'bare lige forbi' 5 gange om dagen (hvert sted)?

De er sikkert totalt ligeglade. Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ved at være rigtig ikke-glad over at være toilet-løs for 3. dag i træk. (Skal vi ikke kollektivt krydse fingre for, at VVS-manden kommer i morgen. For ellers er der meeeeget lang tid til næste hverdag-arbejdsdag)

Mere badeværelse og andre sjove ting

Badeværelsesprojektet er still on its way - hvilket betyder, at her stadig er rodet, støvet og håndværker-befængt. (Jeg har intet imod håndværkere, der gør deres arbejde ordentligt og rydder pænt op efter sig som vores. De er der bare. Hele. Tiden.)

Jeg er ved at være rigtig træt af det (det hjælper ikke ligefrem, at jeg har brugt søndagen på at pleje Kæreste, der havde pådraget sig en massiv omgang Roskilde-syge - og har givet den videre til mig i dag, albeit i en mildere version)

Jeg er særligt træt af, at vi ikke har noget at gøre med beslutninger omkring byggeriet. Jojo, vi har fået mere eller mindre frit mandat til at vælge farver og tilbehør. Men alt det praktiske og byggeagtige, der kommer før den sjove del - det sker bare, uden at vi kan sige hverken til eller fra. På plussiden har vi nu den erfaring - når det en gang kommer til at handle om EGNE projekter - at vi skal have en detaljeret plan for, hvad der skal ske hvornår, ift. udformning og materialer.

Teoretisk set skulle hele projektet tage 15 arbejdsdage. Dette er dag 11. Der er stadig en hel masse arbejde, før det er færdigt. (Seriøst - er I klar over, hvor frustrerende og upraktisk det er, at være uden toilet i 11 dage?)

I dag bliver fliserne fugede. Så er alt murernes arbejde (så vidt vides) overstået.
Tømrerne skal sætte resten af rockwoolen og gipspladerne op. Forhåbentlig sætter de også dørkarme og døre i igen. Og allerhelst bygger de også kasser rundt om rør og faldstamme på badeværelset. Det var i al fald aftalen.
Elektrikeren skal sørge for, at der kan blive lys og at der ikke - som nu - hænger random ledninger rundt omkring.
VVSeren skal tilslutte toilet og sætte håndvask, armatur samt bruser og termostat op.

Det var håndværkernes arbejde. Så er det vores tur. Hverken opsætning af væv uden på gipsbeklædningen eller maling inden i eller uden for badeværelset er inkluderet i tilbuddet. Jeg håber sateme i den grad, at vores husleje reduceres i næste måned; som løn for udført arbejde.

Hmm. Det blev et lidt vredere - og længere! - indlæg end beregnet. Måske er processen ved at tære på mig. Måske er det mave-halløjet.

For det bliver jo fantastisk dejligt at have et rigtigt badeværelse. Hvor alting er nyt og lækkert og virker.
Det ville bare være endnu rarere hvis vi havde et reelt overblik over, hvornår det fantastiske nye badeværelse var up and running.

I'll keep you posted.

Badeværelse og andre sjove ting

Vi er stadig igang med projekt badeværelse. Og når jeg siger igang, så mener jeg naturligvis, at håndværkerne er igang med det fysiske projekt, hvor ting bygges op og Kæreste og jeg er igang med den del af projektet, der handler om at kunne leve nogenlunde almindeligt i det totalt kaotiske lettere rodede miljø, hvor materialer, døre og deres karme samt diverse værktøj er spredt jævnt ud over soveværelset.

På plussiden er vi i dag tæt på at være halvvejs igennem. Og vi har vægge, så en suite situationen mellem toilet og seng er nu forbi (dejligt!).
På minussiden er vi i konstant søvnunderskud, fordi vi a) skal stå tidligere op end håndværkerne, for at have redt seng og fået tøj på inden de kommer (det sidste er nu mest min kæphest) og b) fordi alt det byggestøv og diverse dunster fra materialerne sikrer at i al fald en af os hoster og harker i søvne og helt sikkert vækker den anden. I nat blev det ekstra sjovt, fordi det viste sig at være 'den tid på måneden' for mig. Hvilket i øjeblikket resulterer i afsindige mavekramper og smertekvalme. Lovely.

Nåmen, jeg har efterhånden bestemt mig for noget tema, som bliver Nordisk Wellness på 2 m2. Så for at bløde de hvide-hvide fliser op og gøre det mere rart, tænker jeg en lys, varm grå til at male det øverste af væggene samt lofter og evt. dør. Og så tilbehør i de farver, der findes i langhårede fårs uld; noget brunligt, gråligt noget. Jeg har luret på lækre håndklæder, æsker til opbevaring, store spejle, der skal sidde ved bruseren og andre ting. Men jeg aner stadig ikke, hvordan den faktiske indretning bliver.

Det aller-allerbedste er, at i dag fjerner smeden brusekabinen fra køkkenet, og det betyder at vi får næste 1½ m2 mere plads derude. Jeg tør SLET ikke tænke på, hvordan snavs-situationen er bag ved, fordi det slet ikke har været muligt at gøre rent for mennesker med arme der er større end et spædbarns i omkreds og kortere end en girafs hals.

Gode idéer mht. indretning er meget velkomne - vi har ikke plads til nogen møbler, der skal stå på gulvet.

Projekt Badeværelse, dag 3

ErIklaroverhvormegetenvæltetmurstøver?!

Helt. Vildt. Meget.

Det vil sige, at ALLE overflader i HELE lejligheden pt. er dækket af klistret, blegrødt støv. Også de flader, der egentlig er dækket af afdækningsplast. Som håndværkerne, der i øvrigt er rigtig søde og dygtige, har sat på alle større møbler. Hvilket er ret pænt af dem.

Pt. har vi soveværelse og badeværelse i en slags en suite situation, der ikke er helt holdbar for romantikken i vores forhold. (Det ER bare ikke charmerende at skulle bede Kæreste om - eller selv blive bedt om - at 'gå en lille tur eller sætte dig ind på kontoret. Og lukke begge døre')

Men nu er de færdige med at vælte ting og fra i morgen bliver det noget med at bygge op i stedet (MEGET bedre scenarie)

Her er lidt... ahem... stemningsbilleder. Fra en blogpost, der komponeres på den lokale café, hvor jeg har huseret i timevis de sidste 3 dage.

Soveværelse-badeværelse. Nu en suite.

Nyeste medlemmer i soveværelset. M. NYC-loft. Ikke?

Badeværelsesprojekt - sæt i gang!

ÅHR YEAH! Endelig, endelig, endelig, ENDELIG!

Håndværkerne mødte i formiddags (håndværkerformiddag = 8.15) for at tage aftale de praktiske detaljer og gå i gang med afdækning af gulve og opbygning af spritnyt badeværelse. (Hvilket er grunden til, at jeg sidder på det nærmeste bibliotek og skriver dette. Og netop har oplevet det fantastiske syn af en mand, der tog en af de tilgængelige aviser fra bibliotekets rack og styrede målrettet mod toilettet. Lovely.)

De næste 15 arbejdsdage (jaja, lad os nu se, ikke!) har de tænkt sig at ankomme mellem kl 7 og 7.30 og arbejde videre. Og videre. Indtil vi får et fint, nyt badeværelse.

Hvilket bliver det første badeværelse jeg får, siden jeg flyttede hjemmefra. Det er nemlig vores og kun vores (eller, egentlig mest vores udlejers, men nu er det jo ikke ham, der bor i lejligheden). Det skal ikke deles med resten af opgangen eller gangen, og det befinder sig hverken i kælder eller på loft. Det E R simpelthen bare en del af lejligheden. Hvilket bliver intet mindre end fabelagtigt.

Specielt fordi det frigiver plads i køkkenet, når brusekabinen fjernes. Plads som kan indtages af køleskabet - og dermed give mulighed for at installere en slags bardisk/bordplade/arbejdsstation. Og hylder.

Jeg lover at tage billeder løbende. Til gengæld må man gerne sige til, hvis man har gode idéer til, hvor jeg skal tilbringe mine dage indtil jeg igen kan være derhjemme. Helst gratis steder. Ikke?

Forårsglæde og andre snarlige nyskabelser

Det er nærmest kriminelt godt vejr i øjeblikket og slet, slet ikke den slags, der får én til at meget gerne ville blive inde og hovedrengøre hele lejligheden.

Den trænger ellers.

Men faktisk kan det godt være, den må vente sådan ca. 15 arbejdsdage. Projekt Badeværelse starter nemlig i næste uge. (Og kommer til at resultere i noget jeg ikke har haft siden jeg flyttede hjemmefra. Nemlig et rigtigt badeværelse, men toilet, håndvask og bruser, som er i lejligheden og ikke skal deles med andre end dem, der bor her eller som kommer på besøg.) Det giver også mulighed for at få bedre bordplads i køkkenet, når brusekabinen flytter. Og for at lave lidt om i soveværelset.

Det bedste af det hele? Vi skal ikke betale for noget. Det er udlejer, der har lånt penge i andelsforeningen for at få det gjort. Til gengæld kan vi fint vælge fliser, armaturer og alt muligt andet. For "vi har tydeligvis bedre smag end mig", sagde han.

FANtastisk at det ENDELIG bliver til noget.

Også fordi det er en glimrende undskyldning for at være alle mulige andre steder (læs: boligforretninger, IKEA, gallerier, hos venner, i parker eller med løbeskoene på rundt i København), så jeg ikke får helt ligeså meget ø-kuller, som jeg havde før påske.

Som i øvrigt forløb smukt. Amsterdam var  - som tidligere nævnt - vidunderlig, også selvom Kæreste var syg. Det blev han i øvrigt igen efter vi kom hjem, så derfor tog jeg solo til homo-påskefrokost-fest hos ny veninde. Muligvis årets fest med masser af dans, drinks og lir (jaja, det gælder ikke, når de mænd, der bump'n'grinder på éen er homoer). Og hvor går man ellers hen og får at vide gentagne gange at "det dér 70er look er SÅÅ sexet" (højtaljede, überstramme Whyred kasse-jeans, hvid Chloe-skjorte, kernelæderbælte og glat-fønnet hår)

Og muligvis årets tømmermænd dagen efter. Men hvis det er prisen, kan jeg i den grad godt leve med det. Særligt fordi tømmermænd sker så sjældent. Sjældnere, faktisk, end spontane fester.

And then life happened. Aka A'dam, baby!

Af og til kan man godt glemme, hvor dejligt livet også kan være. Og når man så kommer i tanke om det, er det fordi man er midt i det skønne og får alt, alt for travlt til at blogge. Sådan gik der lige pludselig to uger for mig. I mellemtiden blev det for alvor forår.

Kæreste er hjemme igen (syg, men ikke desto mindre lige i nærheden. Faktisk sover han på sofaen lige nu) og turen til Amsterdam var vidunderlig. Hotellet var horribelt (book ALDRIG Hotel Vivaldi på Stathouderskade!), men byen var fabelagtigt, vejret som det bedste danske juli-vejr og vi nød hinanden, maden, tiden til at vandre roligt rundt langs kanalerne og nyde forårsudsprungne træer og ikke mindst smuk kunst og skævt design.

Vi er gode til at rejse sammen, Kæreste og mig. Heldigvis. For jeg elsker at rejse, selvom der ikke rigtig har været økonomisk råderum til den slags luksus de sidste par år.

Hvem kan lade være med at blive forårsforelsket all over again i sådanne omgivelser?

(Og lade være med at medbringe fin, skæv kop på små porcelænsben fra Droog - ikke mig!)

Jeg er ikke fan af prostitution under nogen former (jeg tror simpelthen ikke på Den Lykkelige Luder), men hvis det endelig skal være, så er de rimeligt ordnede forhold i Red Light District klart at foretrække frem for gadeprostitution med mindreårige baltiske piger på Halmtorvet. Trods alt. Og det var kun en aften, vi var igennem kvarteret på vej hjem fra vidunderlig mad på en Bib Gourmand-restaurant, vi faldt over tidligere på dagen.

Hvis man alligevel befinder sig omkring De Ni Gader (og hvorfor skulle man ikke det - der er alverdens skønne små butikker), så kan jeg kun anbefale et besøg hos Envy, der trods det überlækre interiør og den perfekt tilberedte mad har meget rimelige priser (116 euro for 2x4 retters menu, vin og vand er rimeligt i min bog. Særligt i denne restaurantkategori)

Vi aftalte - med håndslag (og alle ved, at SÅ gælder det) - at tage til en storby en gang om året. Bare fordi det er så dejligt at være afsted sammen og at være steder, hvor man kan vælge mellem kulturelle oplevelser, stemning og alt det andet, der gør storbyer så pokkers attraktive.

Oven på sådan en tur kan hverdagen bare komme an.



Ting jeg glæder mig til

- søndag. Hvor Kæreste kommer hjem fra noget der virker som 100 dages studietur med sine 2.g klasse
- lørdag. Hvor der er mega-homo-fest. Læs: jeg skal danse hele natten
- tirsdag. Hvor turen går til Amsterdam på længe ventet og tiltrængt miniferie med Kæreste.

Men ikke mindst glæder jeg mig så meget til i aften, hvor jeg er heldig nok til at skulle tilbringe tid med yndlings-veninde. Først på Fiskebaren (som jeg har sukket længselsfuldt mod siden den åbnede) og siden til noget fancy gallapremiere på Cph Pix - rygterne siger rød løber, så jeg tror den nye sølvskjorte skal flashes.

- lækker mad, lækre damer (altså os, selvfølgelig), lækre planer og ikke mindst: bolignørd-himlen med en indretning, der er mindst lige så skøn som maden (efter sigende) er.

Jobnet schmobnet

Gad vide hvorfor man (læs: jeg) føler sig som socialklasse 5, skidenbrunt segment, hver gang man (igen: jeg) bliver konfronteret med offentlige ydelser? Undtagelsen er SU; den har jeg aldrig haft problemer med at modtage.

Jeg bliver i al fald i grundlæggende gråt humør og mister al mulig gejst. Og får lyst til at gemme mig under den nærmeste dyne. Det kan man bare ikke når man ret beset er voksen og færdiguddannet. Vel?

Heldigvis havde jeg en aftale med en veninde i går på det trendy Vesterbro - og efter 2 timer og lidt øko-kaffe og Ginger Ale og snak om løst og fast ser verden lidt lysere ud. For det kan jo godt lade sig gøre. Det dér med den virkelige verden. Også selvom det ser ret jungleagtigt ud og man ikke ANER om man har udfyldt de rigtige formularer til a-kasse, arbejdsformidling, etc....

I dag har jeg udskudt virkeligheden (jeg fik rigeligt for et par dage i går!) og har i stedet brugt tid og kræfter på at løfte noget jern, lave intervaltræning på løbebånd - og læse nogle artikler til en tværfaglig diskussionsgruppe, jeg er medlem af.

Og så er Mor i byen til noget kursus - kaffeaftale i eftermiddag er hermed sikret. Og (måske) lidt moderlig omsorg.

Det skal nok gå det hele - det virker bare helt vildt uoverskueligt lige nu. Særligt når der ikke er nogen, der kommer hjem fra arbejde og kysser én og synes man er helt, helt vidunderlig.

Græsenke på forårsgræs

Kæreste er sendt afsted på den længe ventede studietur med en flok 2.g. elever, der skal bruge små 8 dage på at lære en masse mens de oplever fremmede lande. Han har været ret spændt på, hvordan det hele skulle komme til at gå - det er første gang i sin gymnasielærerkarriere, han har arrangeret en full blown studietur. Specielt om alle formåede at dukke op i Kastrup på et helt ukristelige tidspunkt (han tog afsted kl. 2.45 i nat mod lufthavnen).

Det er første gang siden jeg lokkede ham til at flytte til København, at vi skal være væk fra hinanden i mere end en weekend. Vi startede som noget langdistancenoget, og det var slet ikke sjovt (men helt sikkert alle DSB-rejsepengene værd) og jeg hadede altid søndage. For de var ensbetydende med 'farvel' i et ukendt antal dage.

Jeg kan allerede nu mærke, at jeg kommer til at savne ham - for pokker der er lang tid til næste søndag! Men friheden skal udnyttes til rendez vous'er med veninder, besøg på fiskerestaurant og gallapremiere med Bedste Veninde, samt tur til provinsen for at besøge forældre og fejre Søsterlils fødselsdag lidt på forhånd - og ikke mindst en stor fest hos en af mine yndlingshomoer i anledning af HKH Dronningens fødselsdag på lørdag. Og så er det faktisk helt ok ikke at skulle slås med nogen om avisen denne formiddag! Og til at få løbet nogle gode ture i det smukke solskinsvejr.

Vi havde en skøn 'sidste dag' i går - derfor intet blogindlæg - bortset, selvfølgelig, fra helt sindssyge mavekramper (mig). Jeg ved godt, det ikke er det mest interessante at skrive (eller høre) om, men jeg har taget p-piller i en del år efterhånden. Mest pga. 'the obvious' og fordi det alt andet lige er lettere med kunstige hormoner end kondomer eller andre festlige sager (der ALTID er bøvlede). Men også - kom jeg i tanke om i går - fordi jeg simpelthen får så SINDSSYGT ondt i hele mellemgulvet og underlivet hver eneste jävla gang.

Og hvorfor gjorde det så ondt denne gang? Fordi jeg er stoppet med at tage p-piller. Fordi min krop lige skal have lov til at afgifte og vænne sig til en naturlig rytme. Fordi vi har nogle lumske planer om at 1+1 skal give 3... (Det skal der selvfølgelig nok komme mere om, når det er relevant)

Heldigvis er der en sikker kur mod smerte - udover at bevæge sig - og det er at fjerne opmærksomheden så meget som muligt. Og til det formål var et nærliggende lagersalg helt perfekt! Jeg endte med at komme hjem med en smuk Heartmade hellang sommerkjole, en fin sølvskjorte fra Mads Nørgaard og en skøn cappucino-farvet lædertaske fra Magnolia med et dødningehoved i nitter på fronten. Til nogle meget budgetvenlige priser. Ahh. (Kæreste har taget kamera med på turen, så I må nøjes med billeder fra nettet denne uge. Beklager)

Den skal SÅ meget med til Amsterdam i påsken. Normalt er jeg mest i noget sort og stramt, men det ER jo kun forår éen gang om året...



Cappucinofarvet, ikke sort. Og det bliver den kun endnu skønnere af!

Resten af søndagen skal bruges på at spæne et par gange rundt om Søerne, se feel good programmet over dem alle (Luksusfælden) og spise leftover krondyrsteak fra middag i går. Og læse chick lit med en ordentlig omgang ansigtsmaske. Af og til er alenetid helt ok.

Yndlingsdamer vol. II

- ting, som lille yndlingsdame skal have (noget skal man jo bruge tiden på. Og at gå i stofgemmerne og sy lidt tøj i str. 80 er en ret hyggelig måde at fordrive tiden på)

Yndlings-damer

... er de bedste i verden!

Både dem, der har kendt en i 10 år og bare VED det, når man forsøger at bullshitte. Og dem, der bidrager til ens liv (og visa versa) på alle mulige måder og områder.

Og det allerbedste er, når der kommer nye til flokken. De sidste 8 måneder har min niece (Kærestes søsters pige) helt afgjort fået en fast plads i rækken af yndlings-damer.

I går babysittede jeg for første gang (hvor det ikke var aften og hendes forældre var på kæresteaften og hun sov sødt). Og selvom der var tårer og gråd, da hun opdagede, at Mor ikke var hjemme - så endte det hele lykkeligt og vi fik mindst ligeså meget avokadomos indenbords som udover ansigt, bord, hænder og mine bukser.

Hun er simpelthen det sødeste i verden. Men det synes jeg jo grundlæggende om alle mine veninders børn. Hvilket nok siger mere om dem og deres indstilling til forældrerollen end om børnene an sich...

(Skruk? Hvem mig?)

Den virkelige verden. Et skræmmende sted.

Nå.

Så var man typen, der sendte en ansøgning afsted. Endda til et job, der ligger rimeligt meget inden for mit Primære Fagområde. (Men som sjovt nok ikke er en ph.d. - den slags har nok lidt længere realiseringstid)

Og et som jeg er helt sikker på, jeg vil være rigtig god til.

Men sågudaosse. Det betyder at jeg sætter mig selv i en situation, hvor jeg skal bedømmes. Og kan vejes og findes alt, alt for let. (Jeg får svedige håndflader bare ved tanken)

Jeg er ikke god til afvisning. Som i. Overhovedet.

Der må gerne krydses fingre for mig. (Så krydser jeg også fingre for jer)

Søndags-singleliv

Nej, det er ikke fordi jeg pludselig er blevet single. Jeg udlevede bare single behavior i går. Mest af nød, men også lidt af lyst.

Kæreste præsterede at kamp- og koma-sove HELE formiddagen, og jeg vidste, han havde masser af arbejde at foretage sig, når han endelig stod op af sig selv (jeg nægter kategorisk at agere morgenvækning/mor)

Så jeg besluttede mig for at trodse grå- og regnvejr og udnytte søndagens gratis S-tog (VERdens bedste idé!) for at tage hele vejen til Ishøj og opleve tre fine udstillinger på Arken.

Og må jeg lige komme med en opfordring til ALLE - for dem, der ikke liiiige er til sådan noget moderne/samtidskunst er der en fin, fin Anna Ancher-udstilling eller en sødmefuld (og samfundsrevsende) Hans Scherfig-udstilling. Og til dem, der elsker sanseoplevelser og gerne vil overraskes, er Olafur Eliassons farvetunnel et must. (For alle, der mest går på museer, bare fordi at det gør 'man', er der også en fin museumsbutik...)

Anna Ancher har - udover dette skønne maleri af datteren Helga - nogle følsomme, vidunderlige portrætter af sin mor. Også et fra moderens kiste.

Og Scherfigs legende elefanter kan man jo KUN blive glad af at se på

Scherfigs dyremotiver kender vi vel alle, men hvor er farverne vibrerende og dybe og vidunderlige på nært hold.

Olafur - det skal opleves!

Nåmen, det var en solo-tur på museum, som jeg ikke har haft lyst eller overskud til i lang tid. Men nu, hvor jeg ikke længere kan være studentermedarbejder på et stort museum i København, så er der overskud til at se anden kunst. Og jeg kan godt lide at nørde kunst og kunstoplevelser i mit eget tempo.

Alt i alt var den en skøn (og gratis!) tur. Og Kæreste var meget glad for at se mig, da jeg endelig kom hjem. Selvom han pt. er helt rundt på gulvet, fjern i blikket og træt i kroppen af alt for meget arbejde.

Øj, hvor jeg glæder mig, til påsken rammer Danmark, for så er der tid til en (meget tiltrængt) tur til Amsterdam for Kæreste og yours truly.

Og hvor vi kan være to om oplevelserne.

Hvorfor falder mænd ALTID først i søvn?

Det er et af livets helt store mysterier, og et som er drøftet med utallige med-kvinder, at mænd helt konsekvent falder først, hurtigst og mest larmende i søvn.

Uanset hvornår de lægger sig til at sove.

Scenarie 1:
Jeg er et decideret A-menneske og bliver derfor ganske træt, når klokken er 22ish. Så jeg går i seng, men Kæreste sysler med computer, tv eller noget tredje. Jeg er næsten faldet i søvn, når han beslutter sig for at det er sengetid. Men kun næsten, for han vækker mig med sin bøvlen i sengen, sine rotationer for at finde den mest behagelige måde at ligge på. Og ikke mindst en vejrtrækning, der er godt på vej mod en fullblown snorken. Det hele i løbet af 5 minutter. Hvilket betyder at jeg i den grad når at vågne og at ligge vågen et stykke tid.

Scenarie 2:
Kæreste har mandeaften et sted i byen og kommer meget sent hjem (min personlige omgangskreds gør det mere i babyer end late nights pt.). Jeg sover trygt, da han kommer hjem. Men vågner af (sandsynligvis) beruset Kærestes bøvlen i sengen, etc. (se scenarie 1)

Scenarie 3 (det sjældneste):
Vi går i seng samtidig. Kæreste falder i søvn i løbet af 5 minutter, men holder mig vågen med sin etc. (se scenarie 1)

... hvorfor? Hvad er det i mænds natur, der giver dem evnen til i den grad at koble af og bare falde i koma-søvn? Og hvorfor kan kvinder ikke? (Dem, jeg har drøftet det med, kan i al fald ikke) Er vi bare genetisk kodede til at have en lettere søvn, fordi vores fjerne formødre med let søvn havde den fordel frem for deres tungtsovende medsøstre, at de bedre kunne holde øje med afkom og omgivelser - selv i søvne??

(Men hvis jeg skal være helt ærlig, så foretrækker jeg at sove sammen med Kæreste frem for ikke at gøre det. En varm krop man kan putte sig ind til er jo grundlæggende fabelagtigt)

Og det er heldigvis ikke en aprilsnar!

Så kom den ENDELIG!

Bedømmelsen. Afgørelsen. De ord, der determinerer, hvor meget min tid, mit arbejde og de 110 normalsider speciale har været værd.

Tilsyneladende har det ikke været spildt noget af det. For det er absolut nogle akademiske plus-ord, der bliver brugt i løbet af de 3 siders bedømmelse. (Fx på udmærket vis, godt, krediteringsværdigt, perspektivrigt, åbenlyse kvaliteter, klar akademisk standard og klart bestået)

Og ja, jeg ved godt, at i Janteland skal man liiiige passe lidt på inden man gør sig selv alt for god, men nu er det jo andre end mig, der har skrevet ordene i første omgang.

Og når de andre siger, jeg har været dygtig, så tror jeg på det (men først når de andre har sagt det!)

Så Kæreste kom hjem til en frk. Mag.Art. med pencilskirt, tårnhøje Marc Jacobs pumps og knaldrød læbestift, der havde champagne på køl og fyldte chokolader på bordet.
Tænk noget i denne retning (med noget mindre bryster, men ellers...):

Han blev ret overrasket, men endte med at invitere mig på den lokale, fabelagtige cocktailbar kitjn til et par fabelagtige drinks (Dark and Stormy er noget i retning af afhængighedsskabende)

Ah, en aften, hvor man nipper til en veltillavet drink, planlægger ny-booket påsketur til Amsterdam med Kæreste og har lidt tid til bare at nyde livet. Det ér livet.

Så er Jante og alle de andre, der siger at man ikke må tro for meget om sig selv, bare komme an. For sådan en aften, hvor de andre har sagt man er dygtig, er det ok at rose sig selv.

... en af den slags weekender

Solen skinner, vinterjakkerne er lagt på loftet og forårs- og sommerjakkerne er fundet frem.

Vasketøjet er klaret, gulv og sofa er støvsuget, der er lagt madplan og handlet til de næste 4 dage og opvasken er klaret.

Men altså. Hvor fedt er det lige, når man snart har ventet 2 måneder på den dér bedømmelse af det dér speciale og har leget husmor i lige så lang tid?

It's getting OLD.

Kæreste har et af den slags jobs, hvor man har mange, gode ferier og ganske rimelige arbejdstider til en ganske god løn. Men det ligger på Fyn og han bruger over 5 timer hver dag på at pendle frem og tilbage, og det betyder, at vi kun ses om aftenen.

Hvor han er helt flad og jeg i den grad er klar til menneskeligt selskab - sådan er det med en omgangskreds, der alle har for travlt til at ses i løbet af dagtimerne på grund af arbejde, børn, arbejde og studier.

Jeg mener, jeg prøver. Jeg træner, løber, bager, syr, læser, leder efter jobs, der kunne være interessante (men en del af dem kræver altså den dér bedømmelse). Men jeg har i den grad brug for weekenderne sammen med Kæreste. Han har dog også brug for at koble rigtig meget af - af og til. Så hans weekend blev brugt på at spille computer (fredag aften og nat), holde spille/fodbold/druk med gutterne (lørdag) og pleje tømmermænd (søndag). Øv.

Så dagens huslige arbejde (jaja, selvfølgelig er det kun rimeligt at jeg står for det, når nu det er mig, der er hjemme hele dagen) blev ikke udført med helt så stor entusiasme som vanligt. (Ikke at det nogensinde er vasketøjet, der for alle klokker til at ringe, vel)

Gode forslag til ting, man kan foretage sig udover det, jeg allerede gør er i den grad velkomne... Mandagssuk herfra

Paustian og kæreste-tid

Alle burde unde sig selv et stop forbi Paustian.

Kærestes fødselsdagsgave til mig, vol. II, bestod af et besøg dels blandt smukke, smukke møbler. Bl.a. den ultimative loungestol:

Hvis man nogensinde vandt i Lotto (gad vide om jeg skulle begynde at spille?), så flyttede denne omgang Eames hjem til mig.
Vi lurede også på mere realistiske nye medlemmer af bolig-familien. Der skal dog lige spares lidt mere sammen inden det kan blive virkelighed.

Et besøg på Paustian bliver i øvrigt KUN bedre, hvis man forkæler sig selv (eller bliver forkælet) med et besøg på restauranten. Vi var der til en fabelagtig frokost, der blev nydt i solskinnet (bag ruder, men alligevel). Ens verden bliver altså bedre, når nogen stiller et glas kølig Riesling og et tårn af stenbiderrogn med syrlige æblebidder, en fed creme fraiche og smørristet toast foran éen. Kæreste var også lykkelig for sin torskegratin. Hele menuen kan læses her

Alt i alt blev det en af den slags middage, der blev til en af den slags eftermiddage, hvor man bliver helt ør af lykke og får sommerfugle i maven, hver gang man smiler til Kæreste. Også selvom forelskelsesfasen ifølge al naturvidenskab er overstået for længst.

Er der noget bedre end at vide, at man er lykkelig i sit forhold?

- ting, man kan glæde sig over

- at ens bryster er for små til nogensinde at kunne blive seriøst lange. Eller til nogensinde at få seriøst slimede mænd til at bemærke dem.

- at kun den ene af vaskemaskinerne i kælderen virker, så man kan fylde sin dag med noget virksomt, her i tiden mellem studie og... noget andet, mens Kæreste har ekstralang arbejdsdag

- at mængden af tilgængelig chick lit er så stor, at der altid er noget man ikke har læst (jaja - men man skal huske at slå hjernen fra af og til, så den ikke overopheder)

- at biblioteker er gratis (så længe man husker at aflevere til tiden)

- at man så småt kan ane musklerne i maven igen

Men mest af alt:

Kærestes fødselsdagsgave, vol. II:
Tur til Paustian for at se alle de smukke møbler (og måske købe et enkelt)
OG frokost på Paustian bagefter

Ahhh

At give noget tilbage

Jeg har gennem de sidste 5 år været bloddoner. Og det er jeg rigtig glad for at være - jeg har aldrig haft problemer med nåle. Men det har ikke altid været en ubetinget succes.

Jeg har - som mange kvinder generelt - en lidt lav blodprocent, som særligt bliver påvirket, når jeg er travl eller presset. Derfor har jeg et par gange oplevet, at den var for lav til at jeg kunne tappes. Og det er altid ærgeligt.

Derudover har jeg åbenbart 'meget løstliggende blodårer'. Der er ikke noget galt med dem og de er fine og sunde. De har bare deres egen vilje og foretrækker tilsyneladende at undgå nåle. Derfor skal jeg som regel stikkes to gange (og nogle gange lykkes det slet ikke)

I går lykkedes det fint - efter to stik. Jeg ligner til gengæld en ulykke bagefter. Det var særligt sjovt at træne med Kæreste i går aftes med synlige nålemærker i begge arme - det blev bemærket!

Ikke fordi det skal handle om blood and gore - men hvor æstetisk smukt er det her lige:

Og jeg er nødt til at have det på et par timer efter donationen. Hvilket også gjorde veninde-aftale ret fin.

I dag ser det fint ud - altså man kan godt se nålemærkerne, men kun hvis man kigger efter.

ANYwho. Må man ikke godt slå et slag for den gode sags tjeneste og opfordre alle til at melde sig som en eller anden slags donor? I sidste ende kan det jo komme éen selv til gode. Eller en man elsker, holder af eller bare kender. Eller et andet menneske, der er mindst ligeså vigtig.

Man kan læse mere om mulighederne for at donere her eller her.

Chokolade, chokolade og mere chokolade

Findes der en bedre måde at bruge en halvdoven søndag på, end at tage til Chokoladefestival?

Nej, vel?

Jeg er en STOR fan af kvalitetschokolade. Særligt på grund af de oxytoxiner, der udløses i hjernen, når man spiser det, og som giver en følelsen af lykke, der varer længere end den, der udløses ved et kys. Derfor:
Når der stilles en hel hal op foran mig med både suveræne, virkeligt gode, og mere almindelige former for chokolade, så bliver det ikke meget bedre.

Og jeg skal ellers lige love for, der var kærlighed i luften. Over det hele stod der par og kyssede eller kiggede hinanden dybt i øjnene. Luften var tyk af aromaer - og der var masser af smagsprøver.

Med kun 6 poletter hver (som man fik ved at betale 100 kr i entré) var det en fordel at være taktisk i sin hamstring. Og kritisk med hensyn til, hvad man ville bruge sine penge og poletter på.

Kæreste og mig dannede et polet-team, og sikrede på den måde en pæn portion rov, der kunne hjembringes, udover alt det chokolade, vi fik smagt på selve festivalen. Samtidig lykkedes det at holde budgettet.

Vi nåede hver vores grænse for, hvor meget chokolade man kan spise på éen gang (ikke en ringe mængde for mit vedkommende, kan jeg afsløre).

Alt i alt var det en smuk dag, og da det langtfra er altid, at der er mulighed for at gå en tur i dagslys med pendler-ramte Kæreste, stod vi af tre stop før vi skulle og gik hjem med poser af chokolade og te under armene - og hinanden i hånden.

Rovet, som det tager sig ud på bønnebordet:

Den smukkeste blå tekrukke (med grøn te indeni) fra Løv

Men alt med måde - i dag står den på fornuftig mad og en god løbetur.

(Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at man dribler forbi Strangas på Åboulevarden og hamstrer alt det kage, man har råd til. Udover at det er fabelagtigt lækkert, er betjeningen uhørt venlig og god. Tjek det ud: Strangas Conditori og Cakeaway)

Tillykke til mig

Fødselsdage er dejlige. Selvom man er alene det meste af dagen og har brugt et par dage på at forberede besøg fra forældre og søster, der nægter at fejre min fødselsdag på hyggelig restaurant med god, budgetvenlig mad. Go figure.

Og når man er så heldig, som jeg af og til er, så står der en fantastisk gave på bordet, som Kæreste stillede inden han pendlede den lange vej til arbejde kl. 5.30 i morges. Sæt den sammen med min nostalgiske gave til mig selv, og det faktum at yndlings-slagter godt kunne skaffe fersk krondyr til aftenens hjemmegjorte middag, så kan det ikke gå helt galt. Trods vejret.

Se selv, hvor fint:

Gave fra mig til mig. Legekomfur ligesom det min mormor havde. Made in DDR og med plads til at placere et fyrfadslys inden i, så man kan lave rigtig miniaturemad. Fundet i denne fine, lokale butik. (Tak til Frøken Garsdal for at linke til den på sin fine blog)

Og så gaven fra Kæreste til mig

Mogens Lassens smukke KUBUS-stage fra 1962, som jeg elsker for dens enkle, no-nonsense funktionalisme og eviggyldige æstetiske design.

Ah...

At tage en for holdet

Jeg har lovet at træde til og redde mine søde studenterkollegaers bagdele og undgå at deres kollektive stressbarometer (ja, som i rigtig stress) lander på rødt, fordi de er underbemandede siden jeg officielt stoppede. Og eftersom bedømmelsen for specialet stadig lader vente på sig, kan jeg jo lige så godt tjene lidt penge ved at hjælpe andre.

Problemet er bare, at jeg virkelig ikke har lyst. Jeg kan godt lide jobbet (særligt dengang vi havde ordentlige arbejdsvilkår), jeg kan egentlig godt lide mine kollegaer, selvom de fleste af dem stadig er ret unge i gårde og derfor laver lidt for mange fejl, der tager en krig at rette op på. Men jeg har gennem mine 4 år som studentermedarbejder i stigende grad mistet faglig og menneskelig respekt for min nærmeste overordnede, der har så travlt med at promovere sine egne projekter, at hun søreme da ikke har tid til at tage ansvar for eller erkende de problemer, der opstår, når stigende krav og antal af opgaver ikke matches med prioritering eller mulighed for at forlænge arbejdstiden.

Jeg har fået lodret forbud af Kæreste mod at søge arbejde dér, når jeg (lige om lidt) skal til at søge den slags. (Hvis nu ph.d. lader vente på sig) Fordi jeg det sidste 1½ år har været sur, ked af det eller udbrændt når jeg kom hjem fra en halv dag på studie-jobbet.

Men dels kan jeg godt bruge pengene.
Og dels er jeg rigtig god til at sige ja til at hjælpe andre. Så jeg tager (igen) en for holdet, og så håber jeg for dem, at nogen tager problemer og udfordringer seriøst om ikke alt for lang tid.

Heldigvis er det kun i resten af marts for mit vedkommende.

Hav en god (arbejdsdag) ude i den virkelige verden

Revenge of the Hausfrau

Jeg har brugt weekenden som græsenke på at være vaskeægte Hausfrau (anno 2011 hvor løb og styrketræning også hører med)

Kæreste brugte weekenden på at lege vampyr med en masse andre voksne et sted på Fyn (jeg sværger: det sagde han INTET om første gang vi mødte hinanden. Eller anden. Eller tredje.) Så jeg havde en hel, lang, tom weekend med mig selv.

Som den eneste i vennekredsen, der ikke har job, børn, pligter og diverse muligheder for spontane lørdagsplaner er der ligesom grænser for, hvad jeg kunne finde på at bruge tiden på. Eftersom jeg har haft snart 1½ måned til at lave ingenting.

Derfor har jeg:
- oprettet blog (beklager i øvrigt de første par, lidt blå, indlæg. Skal vi ikke bare sige PMS?)
- vasket ALT tøj i den store vasketøjsspand
- gjort rent i hele lejligheden
- støvsuget hele lejligheden
- købt og arrangeret friske blomster
- lavet mad
- løbet og trænet
....
- og så er jeg gået ind i en dør. Seriøst. Ind i en DØR. Mens jeg var alene hjemme. Det havde da været en bedre historie, hvis jeg vagt og underkuet kunne sige 'Nej, jeg gik bare ind i en dør. Klodsede mig' til venner med et nervøst blik mod kæreste. Ligesom dengang i 5. klasse, hvor jeg gav mig selv et seriøst blåt øje ved at cykle direkte ind i en parkeret bil - og overbeviste lærerne om, at Kim havde slået mig. Altså ind til de skulle til at skælde Kim ud. Så fortalte jeg sandheden. (Nej, SELVFØLGELIG synes jeg ikke, vold er sjovt)

Gad vide om universet forsøger at fortælle mig noget.

At være eller ikke at være

'Hvad skal du være, når du bliver stor?'

Hvordan gør man egentlig rede for bevæggrunde for at vælge at læse sit drømmestudie og de muligheder, der hermed forhåbentlig kan åbne sig i forskningens verden (ikke et ORD om Penkowa-sagen), som en videregående humanistisk uddannelse som min kan skabe.

Her midtimellem at vide om jeg er købt eller solgt (den endelige bedømmelse af specialet er et sted i fremtiden og venter på mig) er det endnu sværere at forklare.

Jeg VED godt, hvad jeg vil være. Jeg vil forske og bidrage til den samlede videnbank og forståelse for den menneskelige hjerne i forhold til et æstetisk felt. Ja, det er helt absurd nørdet. Det ved jeg godt. Men hvis nu det vipper min båd. Ikke?

En ph.d. er desværre ikke just noget, der hænger på træerne inden for mit felt. Og jeg har ikke nogen Plan B, hvis det ikke lykkes. Hverken storstilet eller i ganske lille format. En god måned efter aflevering med lidt studiejobbing er jeg ved at gå lidt kold i rollen som in-between-housewife.

Så indtil videre venter jeg. Og forsøger at skrive en artikel eller to til et tidsskrift eller to. Bager. Maler vægge. Løber. Og lader som om, jeg ikke skal til at tage en beslutning om ikke alt for lang tid.

Hvornår blev man egentlig voksen? Sådan rigtigt voksen. Med ansvar, med rigtige bekymringer (jo, selvfølgelig har børn også rigtige bekymringer. Men de har den luksus, at de voksne kan hjælpe) men uden nogen, der kunne tage ens hånd og følge éen hjem, hvis man var blevet væk. Nogen gange tænker jeg, at lige om lidt kommer der nogen og afslører mig. Afslører at jeg ikke er en rigtig voksen, at jeg ikke er dygtig til mit fag, eller noget andet, der ville være lige så skrækkeligt.

Indtil videre fortsætter jeg med at lege voksen i min Midtimellem-Verden. Og i legen ender jeg med at være det, jeg gerne vil være, når jeg bliver voksen. Der kommer selvfølgelig aldrig nogen og afslører mig (ikke et ORD om Penkowa-sagen). Jeg er rigtig voksen, og jeg er dygtig. Men til gengæld kommer Virkeligheden om ikke alt for lang tid.

Jeg tror, Virkeligheden er en rigtig voksen.

Hvad vil du være, når du bliver stor?

- typen, der blogger?

Mon ikke Emma Gad ville have haft en mening om, hvor længe man kan tillade sig at læse med på andres blogs uden selv at give lidt igen?

Det tror jeg. Så. Here goes nothing.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad bloggen kommer til at have som omdrejningspunkt. Udgangspunktet er naturligvis mig (hvor herligt ego-agtigt) og hvordan jeg efter bedste evne forsøger at navigere rundt i en hverdag og et liv, der ser helt anderledes ud efter det dér studieliv er afsluttet.

Jeg elsker de blogs, der giver skægge, ærlige og af og til hvasse kommentarer til livet og virkeligheden. Men jeg holder også af at boligindrette, bage og gå i (meget) høje hæle, selvom jeg er tættere på at være 1,80 end 1,70 m høj. Og så er jeg så fascineret af koblingen mellem æstetik og neurologi, at jeg forsøger at arbejde mig frem til noget ph.d. i den retning. Mon ikke, det bliver en omgang blandede bolscher?

'Vens vi venter' må meget gerne rumme de glæder og frustrationer over at være midtimellem alting og ikke helt vide, hvilken retning, jeg skal bevæge mig i. Ligesom bloggen sikkert lige skal finde sine ben.

Hvorom-alting-er: Når jeg lige om lidt udgiver det første indlæg, er jeg officielt typen, der blogger.