To streger

- hvis I forstår sådan en lille en!

el bulli og sejlads

Søsterlil havde inviteret på Cofoco-tapaspose og el bulli-film ("Cooking in progress") i Dagmar i går, så jeg har drømt om molekylær gastronomi hele natten. Og ærgrer mig supermeget over, at jeg aldrig nåede forbi Spanien til et måltid. (Til gengæld har jeg lived to tell the tale om Noma, hvilket også var fabelagtigt!)

I dag står den på sejlads (yak!) med svigerinde, svoger, Kæreste, og div. af deres fætre og kusiner. Jeg gider godt se dem alle - men jeg er simpelthen det modsatte af søstærk.

Og det vil være så ærgerligt at starte første arbejdsdag i morgen med post-søsyge!

Ja. Første arbejdsdag. Det klinger ret fint, synes jeg.

... nu med job!

Jeg har simpelthen fået fuldtidsarbejde fra på fredag og året ud.

Et sted, jeg godt kan lide med mennesker, jeg har arbejdet (succesfuldt) sammen med før. Og arbejdsopgaver, der kommer til at se super godt ud på CVet, samt kræver at jeg tænker. I love it. (Kæreste er meget glad på mine vegne, men er samtidig sikker på, at hjemmet fra nu af vil mangle hjemmebag, madplaner og nyvasket tøj)

Hold nu OP hvor er det den bedste følelse i verden at nogen kan bruge en til noget.

Solskin, fødselsdage og andet godt fra havet

Åhr, hvor er det bare lidt for sent for solen at komme ind i kampen her d. 20. august. På den anden side er det en helt rigtig dag, for min elskede, yndlingsfarmor ville være blevet 94 år i dag. Hun blev 92, men jeg er sikker på, hun fejrer et eller andet sted i universet, reinkarneret eller bare som kosmisk kraft med irsk kaffe ('beskidt kaffe'), masser af lagkage og smukke mænd i uniformer (hun nåede at være gift med hhv. en marinesoldat - hvid, stram uniform - og en politimand)

Jeg savner hende stadig og ville sådan ønske, hun kunne have mødt Kæreste og oplevet mig blive mag.art.

Men hvor er det en dejlig ting, at solen stråler på hendes fødselsdag.

7-9-13 og bank under bordet

Jeg er lige blevet ringet op af en tidligere kollega på en arbejdsplads hvor jeg var studentermedarbejder i 2½ år. Fra 2005-2009. (Og gjorde det ret godt)

Fordi de har en projektansættelse til mig (hvis jeg vil og ikke mindst hvis budgetudvalget vil)

Derfor har jeg planer på fredag. Og jeg hører mere allerede mandag efter budgetudvalgsmødet. (Og for ikke at jinxe NOGET-SOM-HELST har jeg tænkt mig at banke under ALT træ, jeg kommer i nærheden af indtil da)

Og så har Kærestes ven med de fine kontakter anbefalet mig til et barselsvikariat som kulturmedarbejder. Måske ligger der en samtale og lurer dér også? (Bank, bank, bank)

Tror, jeg bager choko-karamel-muffins for at fejre i smug.

Græsenke - igen, igen

Kæreste er startet på gymnasielærergerningen igen efter sommerferien, og det betyder nogle lange dage alene hjemme i en verden, hvor alle jeg kender studerer og/eller arbejder. (Åh, glæden ved at være 'aktivt jobsøgende')

Og i denne weekend er han på mandetur med 5 andre i et sommerhus et sted langt herfra (ja, Jylland) og kommer først hjem i morgen.

Så det er i den grad en tid til venten i disse dage. For mine venner og veninder skal ikke belemres med mig 24/7 - og normalt har jeg ikke noget imod at være alene. Men af en eller anden grund er mit humør lidt gråt i øjeblikket. Derfor venter jeg.

På solskin og (sen)sommer
På to streger i stedet for én
På et knus
På et job (eller bare en jobsamtale)
På at komme i lidt bedre humør.

(Og på at kunne skrive bedre indlæg!)

Virkeligheden lurer lige om hjørnet. Måske.

Jeg hader den venteposition, jeg er i pt. Og at pulsen stiger hver gang, jeg åbner postkasse eller mailboks. For TÆNK NU, hvis der er brev fra Anden Aktør, og jeg igen skal i et tåbeligt, formynderisk forløb, hvor jeg skal lære at søge job.

(For en gangs skyld ville det være en KÆMPE fordel at være over 30 - og undgå et såkaldt 'intensivt 26-ugers aktiveringsforløb)

For jeg har jo gang i forskellige ting. Nogen, der kender nogen, og deltagelse i en forskergruppe, der på sigt kan åbne en realistisk mulighed for at få en ph.d. Men den slags tager tid og det findes åbenbart ikke i dagpengesystemet.

Reverend Shine Snake Oil Co.

Hvis I får tid, ikke? Så tag til koncert med dem her. Det er for vildt.

Kan man tillade sig at skynde på folk

- der frivilligt kigger ens jobansøgning igennem?

- der tager en bog med på Det Lille Hus? (Hvis nu man selv trænger meget til at... ahem... børste tænder)

- der liiiige skal sætte deres fiktive fodboldspiller til at konditionstræne, før de selv kan løbe en tur med én?

- der cykler i søndag eftermiddags-tempo på en helt almindelig torsdag? (Når nu nogen har ødelagt ens ringeklokke)

Eller skal man bare passe sig selv?

Bil

Nå.

Så har vi fået bil.

Eller.

'Fået' er nok så meget sagt. I virkeligheden er det 'købt'.

Et skrummel af en (meget velkørende, bevares) sølvfarvet Peugeot 406, 2.0, ST, årgang 1996, der har kørt 249.000 km.



(Det er ikke PRÆCIS denne bil, men farve, stand, årgang og model passer)

 Kæreste er glad. Meget, meget glad. Og det er en god ting. (Men jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg skulle blogge om en eller flere biler)

Bil, ikke bil, bil, ikke bil

Det Røde Lyn (aka Kærestes nedslidte, falmede Polo) afgik ved døden sidste uge. Med skrotpræmie og alting. Og nu går overvejelserne på, om han (vi) skal have en ny, brugt bil.

Han pendler vanvittigt langt til et arbejde, der ikke just ligger et stenkast fra en DSB-station. Men biler er dyre og måske er det også rart at have en seriøs opsparing til noget bolig på et tidspunkt. Fx om et år, når lejekontrakten udløber og han finder en arbejdsplads tættere på hjemme (det GØR han, blev der sagt) og en bil så alligevel bliver mindre nødvendig.

Det ER nemlig muligt at tage offentlig transport hele vejen til og fra hans arbejdsplads. Men sandsynligvis kommer det bare til at tage lidt ekstra tid i en i forvejen meget pendlende hverdag. Så det er et spørgsmål om det praktiske (og luksusagtige) versus det økonomisk og CO2-bevidste.

Nåmen, der er blevet brugt rigtig meget tid på at kigge på bilbasen, bilzonen og at overveje fordele og ulemper ved forskellige typer, km-tal og andet utroligt u-spændende vigtigt. Og i dag gik turen til en vaskeægte brugtvognssvindlerhandler på Vestegnen, der havde et godt tilbud.

Eller. Han havde en ret lækker Mazda 626 til 20.000 kr fra 2000, der dog kun kunne sælges, hvis vi havde et CVR-nummer at skrive på kontrakten. ("Og det er jo ligemeget, hvis CVR-nummer det er. Alle kender jo nogen, der har et CVR-nummer")

Fidusen er, at så er køber ikke forsikret ift. nogen købelov og sælger holdes komplet skadesløs, hvis det 2 uger efter købet viser sig, at bremseklodserne er helt slidt ned eller undervognen gennemtæret af rust.

Kæreste skumlede hele vejen tilbage i s-toget og har siddet og spillet voldeligt computerspil og råbt vrede ord til skærmen lige siden vi kom hjem.

Så spørgsmålet er stadig 'bil, ikke bil, bil, ikke bil'. Tænk hvis det var så nemt at købe bil, som at vide om 'han elsker mig' ved at rive kronblade af magueritter.