Bil, ikke bil, bil, ikke bil

Det Røde Lyn (aka Kærestes nedslidte, falmede Polo) afgik ved døden sidste uge. Med skrotpræmie og alting. Og nu går overvejelserne på, om han (vi) skal have en ny, brugt bil.

Han pendler vanvittigt langt til et arbejde, der ikke just ligger et stenkast fra en DSB-station. Men biler er dyre og måske er det også rart at have en seriøs opsparing til noget bolig på et tidspunkt. Fx om et år, når lejekontrakten udløber og han finder en arbejdsplads tættere på hjemme (det GØR han, blev der sagt) og en bil så alligevel bliver mindre nødvendig.

Det ER nemlig muligt at tage offentlig transport hele vejen til og fra hans arbejdsplads. Men sandsynligvis kommer det bare til at tage lidt ekstra tid i en i forvejen meget pendlende hverdag. Så det er et spørgsmål om det praktiske (og luksusagtige) versus det økonomisk og CO2-bevidste.

Nåmen, der er blevet brugt rigtig meget tid på at kigge på bilbasen, bilzonen og at overveje fordele og ulemper ved forskellige typer, km-tal og andet utroligt u-spændende vigtigt. Og i dag gik turen til en vaskeægte brugtvognssvindlerhandler på Vestegnen, der havde et godt tilbud.

Eller. Han havde en ret lækker Mazda 626 til 20.000 kr fra 2000, der dog kun kunne sælges, hvis vi havde et CVR-nummer at skrive på kontrakten. ("Og det er jo ligemeget, hvis CVR-nummer det er. Alle kender jo nogen, der har et CVR-nummer")

Fidusen er, at så er køber ikke forsikret ift. nogen købelov og sælger holdes komplet skadesløs, hvis det 2 uger efter købet viser sig, at bremseklodserne er helt slidt ned eller undervognen gennemtæret af rust.

Kæreste skumlede hele vejen tilbage i s-toget og har siddet og spillet voldeligt computerspil og råbt vrede ord til skærmen lige siden vi kom hjem.

Så spørgsmålet er stadig 'bil, ikke bil, bil, ikke bil'. Tænk hvis det var så nemt at købe bil, som at vide om 'han elsker mig' ved at rive kronblade af magueritter.