Solen skinner, vinterjakkerne er lagt på loftet og forårs- og sommerjakkerne er fundet frem.
Vasketøjet er klaret, gulv og sofa er støvsuget, der er lagt madplan og handlet til de næste 4 dage og opvasken er klaret.
Men altså. Hvor fedt er det lige, når man snart har ventet 2 måneder på den dér bedømmelse af det dér speciale og har leget husmor i lige så lang tid?
It's getting OLD.
Kæreste har et af den slags jobs, hvor man har mange, gode ferier og ganske rimelige arbejdstider til en ganske god løn. Men det ligger på Fyn og han bruger over 5 timer hver dag på at pendle frem og tilbage, og det betyder, at vi kun ses om aftenen.
Hvor han er helt flad og jeg i den grad er klar til menneskeligt selskab - sådan er det med en omgangskreds, der alle har for travlt til at ses i løbet af dagtimerne på grund af arbejde, børn, arbejde og studier.
Jeg mener, jeg prøver. Jeg træner, løber, bager, syr, læser, leder efter jobs, der kunne være interessante (men en del af dem kræver altså den dér bedømmelse). Men jeg har i den grad brug for weekenderne sammen med Kæreste. Han har dog også brug for at koble rigtig meget af - af og til. Så hans weekend blev brugt på at spille computer (fredag aften og nat), holde spille/fodbold/druk med gutterne (lørdag) og pleje tømmermænd (søndag). Øv.
Så dagens huslige arbejde (jaja, selvfølgelig er det kun rimeligt at jeg står for det, når nu det er mig, der er hjemme hele dagen) blev ikke udført med helt så stor entusiasme som vanligt. (Ikke at det nogensinde er vasketøjet, der for alle klokker til at ringe, vel)
Gode forslag til ting, man kan foretage sig udover det, jeg allerede gør er i den grad velkomne... Mandagssuk herfra
mandag den 28. marts 2011
torsdag den 24. marts 2011
Paustian og kæreste-tid
Alle burde unde sig selv et stop forbi Paustian.
Kærestes fødselsdagsgave til mig, vol. II, bestod af et besøg dels blandt smukke, smukke møbler. Bl.a. den ultimative loungestol:
Hvis man nogensinde vandt i Lotto (gad vide om jeg skulle begynde at spille?), så flyttede denne omgang Eames hjem til mig.
Vi lurede også på mere realistiske nye medlemmer af bolig-familien. Der skal dog lige spares lidt mere sammen inden det kan blive virkelighed.
Et besøg på Paustian bliver i øvrigt KUN bedre, hvis man forkæler sig selv (eller bliver forkælet) med et besøg på restauranten. Vi var der til en fabelagtig frokost, der blev nydt i solskinnet (bag ruder, men alligevel). Ens verden bliver altså bedre, når nogen stiller et glas kølig Riesling og et tårn af stenbiderrogn med syrlige æblebidder, en fed creme fraiche og smørristet toast foran éen. Kæreste var også lykkelig for sin torskegratin. Hele menuen kan læses her
Alt i alt blev det en af den slags middage, der blev til en af den slags eftermiddage, hvor man bliver helt ør af lykke og får sommerfugle i maven, hver gang man smiler til Kæreste. Også selvom forelskelsesfasen ifølge al naturvidenskab er overstået for længst.
Er der noget bedre end at vide, at man er lykkelig i sit forhold?
Kærestes fødselsdagsgave til mig, vol. II, bestod af et besøg dels blandt smukke, smukke møbler. Bl.a. den ultimative loungestol:
Vi lurede også på mere realistiske nye medlemmer af bolig-familien. Der skal dog lige spares lidt mere sammen inden det kan blive virkelighed.
Et besøg på Paustian bliver i øvrigt KUN bedre, hvis man forkæler sig selv (eller bliver forkælet) med et besøg på restauranten. Vi var der til en fabelagtig frokost, der blev nydt i solskinnet (bag ruder, men alligevel). Ens verden bliver altså bedre, når nogen stiller et glas kølig Riesling og et tårn af stenbiderrogn med syrlige æblebidder, en fed creme fraiche og smørristet toast foran éen. Kæreste var også lykkelig for sin torskegratin. Hele menuen kan læses her
Alt i alt blev det en af den slags middage, der blev til en af den slags eftermiddage, hvor man bliver helt ør af lykke og får sommerfugle i maven, hver gang man smiler til Kæreste. Også selvom forelskelsesfasen ifølge al naturvidenskab er overstået for længst.
Er der noget bedre end at vide, at man er lykkelig i sit forhold?
mandag den 21. marts 2011
- ting, man kan glæde sig over
- at ens bryster er for små til nogensinde at kunne blive seriøst lange. Eller til nogensinde at få seriøst slimede mænd til at bemærke dem.
- at kun den ene af vaskemaskinerne i kælderen virker, så man kan fylde sin dag med noget virksomt, her i tiden mellem studie og... noget andet, mens Kæreste har ekstralang arbejdsdag
- at mængden af tilgængelig chick lit er så stor, at der altid er noget man ikke har læst (jaja - men man skal huske at slå hjernen fra af og til, så den ikke overopheder)
- at biblioteker er gratis (så længe man husker at aflevere til tiden)
- at man så småt kan ane musklerne i maven igen
Men mest af alt:
Kærestes fødselsdagsgave, vol. II:
Tur til Paustian for at se alle de smukke møbler (og måske købe et enkelt)
OG frokost på Paustian bagefter
Ahhh
- at kun den ene af vaskemaskinerne i kælderen virker, så man kan fylde sin dag med noget virksomt, her i tiden mellem studie og... noget andet, mens Kæreste har ekstralang arbejdsdag
- at mængden af tilgængelig chick lit er så stor, at der altid er noget man ikke har læst (jaja - men man skal huske at slå hjernen fra af og til, så den ikke overopheder)
- at biblioteker er gratis (så længe man husker at aflevere til tiden)
- at man så småt kan ane musklerne i maven igen
Men mest af alt:
Kærestes fødselsdagsgave, vol. II:
Tur til Paustian for at se alle de smukke møbler (og måske købe et enkelt)
OG frokost på Paustian bagefter
Ahhh
fredag den 18. marts 2011
At give noget tilbage
Jeg har gennem de sidste 5 år været bloddoner. Og det er jeg rigtig glad for at være - jeg har aldrig haft problemer med nåle. Men det har ikke altid været en ubetinget succes.
Jeg har - som mange kvinder generelt - en lidt lav blodprocent, som særligt bliver påvirket, når jeg er travl eller presset. Derfor har jeg et par gange oplevet, at den var for lav til at jeg kunne tappes. Og det er altid ærgeligt.
Derudover har jeg åbenbart 'meget løstliggende blodårer'. Der er ikke noget galt med dem og de er fine og sunde. De har bare deres egen vilje og foretrækker tilsyneladende at undgå nåle. Derfor skal jeg som regel stikkes to gange (og nogle gange lykkes det slet ikke)
I går lykkedes det fint - efter to stik. Jeg ligner til gengæld en ulykke bagefter. Det var særligt sjovt at træne med Kæreste i går aftes med synlige nålemærker i begge arme - det blev bemærket!
Ikke fordi det skal handle om blood and gore - men hvor æstetisk smukt er det her lige:
Og jeg er nødt til at have det på et par timer efter donationen. Hvilket også gjorde veninde-aftale ret fin.
I dag ser det fint ud - altså man kan godt se nålemærkerne, men kun hvis man kigger efter.
ANYwho. Må man ikke godt slå et slag for den gode sags tjeneste og opfordre alle til at melde sig som en eller anden slags donor? I sidste ende kan det jo komme éen selv til gode. Eller en man elsker, holder af eller bare kender. Eller et andet menneske, der er mindst ligeså vigtig.
Man kan læse mere om mulighederne for at donere her eller her.
Jeg har - som mange kvinder generelt - en lidt lav blodprocent, som særligt bliver påvirket, når jeg er travl eller presset. Derfor har jeg et par gange oplevet, at den var for lav til at jeg kunne tappes. Og det er altid ærgeligt.
Derudover har jeg åbenbart 'meget løstliggende blodårer'. Der er ikke noget galt med dem og de er fine og sunde. De har bare deres egen vilje og foretrækker tilsyneladende at undgå nåle. Derfor skal jeg som regel stikkes to gange (og nogle gange lykkes det slet ikke)
I går lykkedes det fint - efter to stik. Jeg ligner til gengæld en ulykke bagefter. Det var særligt sjovt at træne med Kæreste i går aftes med synlige nålemærker i begge arme - det blev bemærket!
Ikke fordi det skal handle om blood and gore - men hvor æstetisk smukt er det her lige:
Og jeg er nødt til at have det på et par timer efter donationen. Hvilket også gjorde veninde-aftale ret fin.
I dag ser det fint ud - altså man kan godt se nålemærkerne, men kun hvis man kigger efter.
ANYwho. Må man ikke godt slå et slag for den gode sags tjeneste og opfordre alle til at melde sig som en eller anden slags donor? I sidste ende kan det jo komme éen selv til gode. Eller en man elsker, holder af eller bare kender. Eller et andet menneske, der er mindst ligeså vigtig.
Man kan læse mere om mulighederne for at donere her eller her.
mandag den 14. marts 2011
Chokolade, chokolade og mere chokolade
Findes der en bedre måde at bruge en halvdoven søndag på, end at tage til Chokoladefestival?
Nej, vel?
Jeg er en STOR fan af kvalitetschokolade. Særligt på grund af de oxytoxiner, der udløses i hjernen, når man spiser det, og som giver en følelsen af lykke, der varer længere end den, der udløses ved et kys. Derfor:
Når der stilles en hel hal op foran mig med både suveræne, virkeligt gode, og mere almindelige former for chokolade, så bliver det ikke meget bedre.
Og jeg skal ellers lige love for, der var kærlighed i luften. Over det hele stod der par og kyssede eller kiggede hinanden dybt i øjnene. Luften var tyk af aromaer - og der var masser af smagsprøver.
Med kun 6 poletter hver (som man fik ved at betale 100 kr i entré) var det en fordel at være taktisk i sin hamstring. Og kritisk med hensyn til, hvad man ville bruge sine penge og poletter på.
Kæreste og mig dannede et polet-team, og sikrede på den måde en pæn portion rov, der kunne hjembringes, udover alt det chokolade, vi fik smagt på selve festivalen. Samtidig lykkedes det at holde budgettet.
Vi nåede hver vores grænse for, hvor meget chokolade man kan spise på éen gang (ikke en ringe mængde for mit vedkommende, kan jeg afsløre).
Alt i alt var det en smuk dag, og da det langtfra er altid, at der er mulighed for at gå en tur i dagslys med pendler-ramte Kæreste, stod vi af tre stop før vi skulle og gik hjem med poser af chokolade og te under armene - og hinanden i hånden.
Rovet, som det tager sig ud på bønnebordet:
Den smukkeste blå tekrukke (med grøn te indeni) fra Løv
Men alt med måde - i dag står den på fornuftig mad og en god løbetur.
(Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at man dribler forbi Strangas på Åboulevarden og hamstrer alt det kage, man har råd til. Udover at det er fabelagtigt lækkert, er betjeningen uhørt venlig og god. Tjek det ud: Strangas Conditori og Cakeaway)
Nej, vel?
Jeg er en STOR fan af kvalitetschokolade. Særligt på grund af de oxytoxiner, der udløses i hjernen, når man spiser det, og som giver en følelsen af lykke, der varer længere end den, der udløses ved et kys. Derfor:
Når der stilles en hel hal op foran mig med både suveræne, virkeligt gode, og mere almindelige former for chokolade, så bliver det ikke meget bedre.
Og jeg skal ellers lige love for, der var kærlighed i luften. Over det hele stod der par og kyssede eller kiggede hinanden dybt i øjnene. Luften var tyk af aromaer - og der var masser af smagsprøver.
Med kun 6 poletter hver (som man fik ved at betale 100 kr i entré) var det en fordel at være taktisk i sin hamstring. Og kritisk med hensyn til, hvad man ville bruge sine penge og poletter på.
Kæreste og mig dannede et polet-team, og sikrede på den måde en pæn portion rov, der kunne hjembringes, udover alt det chokolade, vi fik smagt på selve festivalen. Samtidig lykkedes det at holde budgettet.
Vi nåede hver vores grænse for, hvor meget chokolade man kan spise på éen gang (ikke en ringe mængde for mit vedkommende, kan jeg afsløre).
Alt i alt var det en smuk dag, og da det langtfra er altid, at der er mulighed for at gå en tur i dagslys med pendler-ramte Kæreste, stod vi af tre stop før vi skulle og gik hjem med poser af chokolade og te under armene - og hinanden i hånden.
Rovet, som det tager sig ud på bønnebordet:
Den smukkeste blå tekrukke (med grøn te indeni) fra Løv
Men alt med måde - i dag står den på fornuftig mad og en god løbetur.
(Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at man dribler forbi Strangas på Åboulevarden og hamstrer alt det kage, man har råd til. Udover at det er fabelagtigt lækkert, er betjeningen uhørt venlig og god. Tjek det ud: Strangas Conditori og Cakeaway)
fredag den 11. marts 2011
Tillykke til mig
Fødselsdage er dejlige. Selvom man er alene det meste af dagen og har brugt et par dage på at forberede besøg fra forældre og søster, der nægter at fejre min fødselsdag på hyggelig restaurant med god, budgetvenlig mad. Go figure.
Og når man er så heldig, som jeg af og til er, så står der en fantastisk gave på bordet, som Kæreste stillede inden han pendlede den lange vej til arbejde kl. 5.30 i morges. Sæt den sammen med min nostalgiske gave til mig selv, og det faktum at yndlings-slagter godt kunne skaffe fersk krondyr til aftenens hjemmegjorte middag, så kan det ikke gå helt galt. Trods vejret.
Se selv, hvor fint:
Og så gaven fra Kæreste til mig
Og når man er så heldig, som jeg af og til er, så står der en fantastisk gave på bordet, som Kæreste stillede inden han pendlede den lange vej til arbejde kl. 5.30 i morges. Sæt den sammen med min nostalgiske gave til mig selv, og det faktum at yndlings-slagter godt kunne skaffe fersk krondyr til aftenens hjemmegjorte middag, så kan det ikke gå helt galt. Trods vejret.
Se selv, hvor fint:
Gave fra mig til mig. Legekomfur ligesom det min mormor havde. Made in DDR og med plads til at placere et fyrfadslys inden i, så man kan lave rigtig miniaturemad. Fundet i denne fine, lokale butik. (Tak til Frøken Garsdal for at linke til den på sin fine blog)
Mogens Lassens smukke KUBUS-stage fra 1962, som jeg elsker for dens enkle, no-nonsense funktionalisme og eviggyldige æstetiske design.
Ah...
onsdag den 9. marts 2011
At tage en for holdet
Jeg har lovet at træde til og redde mine søde studenterkollegaers bagdele og undgå at deres kollektive stressbarometer (ja, som i rigtig stress) lander på rødt, fordi de er underbemandede siden jeg officielt stoppede. Og eftersom bedømmelsen for specialet stadig lader vente på sig, kan jeg jo lige så godt tjene lidt penge ved at hjælpe andre.
Problemet er bare, at jeg virkelig ikke har lyst. Jeg kan godt lide jobbet (særligt dengang vi havde ordentlige arbejdsvilkår), jeg kan egentlig godt lide mine kollegaer, selvom de fleste af dem stadig er ret unge i gårde og derfor laver lidt for mange fejl, der tager en krig at rette op på. Men jeg har gennem mine 4 år som studentermedarbejder i stigende grad mistet faglig og menneskelig respekt for min nærmeste overordnede, der har så travlt med at promovere sine egne projekter, at hun søreme da ikke har tid til at tage ansvar for eller erkende de problemer, der opstår, når stigende krav og antal af opgaver ikke matches med prioritering eller mulighed for at forlænge arbejdstiden.
Jeg har fået lodret forbud af Kæreste mod at søge arbejde dér, når jeg (lige om lidt) skal til at søge den slags. (Hvis nu ph.d. lader vente på sig) Fordi jeg det sidste 1½ år har været sur, ked af det eller udbrændt når jeg kom hjem fra en halv dag på studie-jobbet.
Men dels kan jeg godt bruge pengene.
Og dels er jeg rigtig god til at sige ja til at hjælpe andre. Så jeg tager (igen) en for holdet, og så håber jeg for dem, at nogen tager problemer og udfordringer seriøst om ikke alt for lang tid.
Heldigvis er det kun i resten af marts for mit vedkommende.
Hav en god (arbejdsdag) ude i den virkelige verden
Problemet er bare, at jeg virkelig ikke har lyst. Jeg kan godt lide jobbet (særligt dengang vi havde ordentlige arbejdsvilkår), jeg kan egentlig godt lide mine kollegaer, selvom de fleste af dem stadig er ret unge i gårde og derfor laver lidt for mange fejl, der tager en krig at rette op på. Men jeg har gennem mine 4 år som studentermedarbejder i stigende grad mistet faglig og menneskelig respekt for min nærmeste overordnede, der har så travlt med at promovere sine egne projekter, at hun søreme da ikke har tid til at tage ansvar for eller erkende de problemer, der opstår, når stigende krav og antal af opgaver ikke matches med prioritering eller mulighed for at forlænge arbejdstiden.
Jeg har fået lodret forbud af Kæreste mod at søge arbejde dér, når jeg (lige om lidt) skal til at søge den slags. (Hvis nu ph.d. lader vente på sig) Fordi jeg det sidste 1½ år har været sur, ked af det eller udbrændt når jeg kom hjem fra en halv dag på studie-jobbet.
Men dels kan jeg godt bruge pengene.
Og dels er jeg rigtig god til at sige ja til at hjælpe andre. Så jeg tager (igen) en for holdet, og så håber jeg for dem, at nogen tager problemer og udfordringer seriøst om ikke alt for lang tid.
Heldigvis er det kun i resten af marts for mit vedkommende.
Hav en god (arbejdsdag) ude i den virkelige verden
mandag den 7. marts 2011
Revenge of the Hausfrau
Jeg har brugt weekenden som græsenke på at være vaskeægte Hausfrau (anno 2011 hvor løb og styrketræning også hører med)
Kæreste brugte weekenden på at lege vampyr med en masse andre voksne et sted på Fyn (jeg sværger: det sagde han INTET om første gang vi mødte hinanden. Eller anden. Eller tredje.) Så jeg havde en hel, lang, tom weekend med mig selv.
Som den eneste i vennekredsen, der ikke har job, børn, pligter og diverse muligheder for spontane lørdagsplaner er der ligesom grænser for, hvad jeg kunne finde på at bruge tiden på. Eftersom jeg har haft snart 1½ måned til at lave ingenting.
Derfor har jeg:
- oprettet blog (beklager i øvrigt de første par, lidt blå, indlæg. Skal vi ikke bare sige PMS?)
- vasket ALT tøj i den store vasketøjsspand
- gjort rent i hele lejligheden
- støvsuget hele lejligheden
- købt og arrangeret friske blomster
- lavet mad
- løbet og trænet
....
- og så er jeg gået ind i en dør. Seriøst. Ind i en DØR. Mens jeg var alene hjemme. Det havde da været en bedre historie, hvis jeg vagt og underkuet kunne sige 'Nej, jeg gik bare ind i en dør. Klodsede mig' til venner med et nervøst blik mod kæreste. Ligesom dengang i 5. klasse, hvor jeg gav mig selv et seriøst blåt øje ved at cykle direkte ind i en parkeret bil - og overbeviste lærerne om, at Kim havde slået mig. Altså ind til de skulle til at skælde Kim ud. Så fortalte jeg sandheden. (Nej, SELVFØLGELIG synes jeg ikke, vold er sjovt)
Gad vide om universet forsøger at fortælle mig noget.
Kæreste brugte weekenden på at lege vampyr med en masse andre voksne et sted på Fyn (jeg sværger: det sagde han INTET om første gang vi mødte hinanden. Eller anden. Eller tredje.) Så jeg havde en hel, lang, tom weekend med mig selv.
Som den eneste i vennekredsen, der ikke har job, børn, pligter og diverse muligheder for spontane lørdagsplaner er der ligesom grænser for, hvad jeg kunne finde på at bruge tiden på. Eftersom jeg har haft snart 1½ måned til at lave ingenting.
Derfor har jeg:
- oprettet blog (beklager i øvrigt de første par, lidt blå, indlæg. Skal vi ikke bare sige PMS?)
- vasket ALT tøj i den store vasketøjsspand
- gjort rent i hele lejligheden
- støvsuget hele lejligheden
- købt og arrangeret friske blomster
- lavet mad
- løbet og trænet
....
- og så er jeg gået ind i en dør. Seriøst. Ind i en DØR. Mens jeg var alene hjemme. Det havde da været en bedre historie, hvis jeg vagt og underkuet kunne sige 'Nej, jeg gik bare ind i en dør. Klodsede mig' til venner med et nervøst blik mod kæreste. Ligesom dengang i 5. klasse, hvor jeg gav mig selv et seriøst blåt øje ved at cykle direkte ind i en parkeret bil - og overbeviste lærerne om, at Kim havde slået mig. Altså ind til de skulle til at skælde Kim ud. Så fortalte jeg sandheden. (Nej, SELVFØLGELIG synes jeg ikke, vold er sjovt)
Gad vide om universet forsøger at fortælle mig noget.
lørdag den 5. marts 2011
At være eller ikke at være
'Hvad skal du være, når du bliver stor?'
Hvordan gør man egentlig rede for bevæggrunde for at vælge at læse sit drømmestudie og de muligheder, der hermed forhåbentlig kan åbne sig i forskningens verden (ikke et ORD om Penkowa-sagen), som en videregående humanistisk uddannelse som min kan skabe.
Her midtimellem at vide om jeg er købt eller solgt (den endelige bedømmelse af specialet er et sted i fremtiden og venter på mig) er det endnu sværere at forklare.
Jeg VED godt, hvad jeg vil være. Jeg vil forske og bidrage til den samlede videnbank og forståelse for den menneskelige hjerne i forhold til et æstetisk felt. Ja, det er helt absurd nørdet. Det ved jeg godt. Men hvis nu det vipper min båd. Ikke?
En ph.d. er desværre ikke just noget, der hænger på træerne inden for mit felt. Og jeg har ikke nogen Plan B, hvis det ikke lykkes. Hverken storstilet eller i ganske lille format. En god måned efter aflevering med lidt studiejobbing er jeg ved at gå lidt kold i rollen som in-between-housewife.
Så indtil videre venter jeg. Og forsøger at skrive en artikel eller to til et tidsskrift eller to. Bager. Maler vægge. Løber. Og lader som om, jeg ikke skal til at tage en beslutning om ikke alt for lang tid.
Hvornår blev man egentlig voksen? Sådan rigtigt voksen. Med ansvar, med rigtige bekymringer (jo, selvfølgelig har børn også rigtige bekymringer. Men de har den luksus, at de voksne kan hjælpe) men uden nogen, der kunne tage ens hånd og følge éen hjem, hvis man var blevet væk. Nogen gange tænker jeg, at lige om lidt kommer der nogen og afslører mig. Afslører at jeg ikke er en rigtig voksen, at jeg ikke er dygtig til mit fag, eller noget andet, der ville være lige så skrækkeligt.
Indtil videre fortsætter jeg med at lege voksen i min Midtimellem-Verden. Og i legen ender jeg med at være det, jeg gerne vil være, når jeg bliver voksen. Der kommer selvfølgelig aldrig nogen og afslører mig (ikke et ORD om Penkowa-sagen). Jeg er rigtig voksen, og jeg er dygtig. Men til gengæld kommer Virkeligheden om ikke alt for lang tid.
Jeg tror, Virkeligheden er en rigtig voksen.
Hvad vil du være, når du bliver stor?
Hvordan gør man egentlig rede for bevæggrunde for at vælge at læse sit drømmestudie og de muligheder, der hermed forhåbentlig kan åbne sig i forskningens verden (ikke et ORD om Penkowa-sagen), som en videregående humanistisk uddannelse som min kan skabe.
Her midtimellem at vide om jeg er købt eller solgt (den endelige bedømmelse af specialet er et sted i fremtiden og venter på mig) er det endnu sværere at forklare.
Jeg VED godt, hvad jeg vil være. Jeg vil forske og bidrage til den samlede videnbank og forståelse for den menneskelige hjerne i forhold til et æstetisk felt. Ja, det er helt absurd nørdet. Det ved jeg godt. Men hvis nu det vipper min båd. Ikke?
En ph.d. er desværre ikke just noget, der hænger på træerne inden for mit felt. Og jeg har ikke nogen Plan B, hvis det ikke lykkes. Hverken storstilet eller i ganske lille format. En god måned efter aflevering med lidt studiejobbing er jeg ved at gå lidt kold i rollen som in-between-housewife.
Så indtil videre venter jeg. Og forsøger at skrive en artikel eller to til et tidsskrift eller to. Bager. Maler vægge. Løber. Og lader som om, jeg ikke skal til at tage en beslutning om ikke alt for lang tid.
Hvornår blev man egentlig voksen? Sådan rigtigt voksen. Med ansvar, med rigtige bekymringer (jo, selvfølgelig har børn også rigtige bekymringer. Men de har den luksus, at de voksne kan hjælpe) men uden nogen, der kunne tage ens hånd og følge éen hjem, hvis man var blevet væk. Nogen gange tænker jeg, at lige om lidt kommer der nogen og afslører mig. Afslører at jeg ikke er en rigtig voksen, at jeg ikke er dygtig til mit fag, eller noget andet, der ville være lige så skrækkeligt.
Indtil videre fortsætter jeg med at lege voksen i min Midtimellem-Verden. Og i legen ender jeg med at være det, jeg gerne vil være, når jeg bliver voksen. Der kommer selvfølgelig aldrig nogen og afslører mig (ikke et ORD om Penkowa-sagen). Jeg er rigtig voksen, og jeg er dygtig. Men til gengæld kommer Virkeligheden om ikke alt for lang tid.
Jeg tror, Virkeligheden er en rigtig voksen.
Hvad vil du være, når du bliver stor?
fredag den 4. marts 2011
- typen, der blogger?
Mon ikke Emma Gad ville have haft en mening om, hvor længe man kan tillade sig at læse med på andres blogs uden selv at give lidt igen?
Det tror jeg. Så. Here goes nothing.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad bloggen kommer til at have som omdrejningspunkt. Udgangspunktet er naturligvis mig (hvor herligt ego-agtigt) og hvordan jeg efter bedste evne forsøger at navigere rundt i en hverdag og et liv, der ser helt anderledes ud efter det dér studieliv er afsluttet.
Jeg elsker de blogs, der giver skægge, ærlige og af og til hvasse kommentarer til livet og virkeligheden. Men jeg holder også af at boligindrette, bage og gå i (meget) høje hæle, selvom jeg er tættere på at være 1,80 end 1,70 m høj. Og så er jeg så fascineret af koblingen mellem æstetik og neurologi, at jeg forsøger at arbejde mig frem til noget ph.d. i den retning. Mon ikke, det bliver en omgang blandede bolscher?
'Vens vi venter' må meget gerne rumme de glæder og frustrationer over at være midtimellem alting og ikke helt vide, hvilken retning, jeg skal bevæge mig i. Ligesom bloggen sikkert lige skal finde sine ben.
Hvorom-alting-er: Når jeg lige om lidt udgiver det første indlæg, er jeg officielt typen, der blogger.
Det tror jeg. Så. Here goes nothing.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad bloggen kommer til at have som omdrejningspunkt. Udgangspunktet er naturligvis mig (hvor herligt ego-agtigt) og hvordan jeg efter bedste evne forsøger at navigere rundt i en hverdag og et liv, der ser helt anderledes ud efter det dér studieliv er afsluttet.
Jeg elsker de blogs, der giver skægge, ærlige og af og til hvasse kommentarer til livet og virkeligheden. Men jeg holder også af at boligindrette, bage og gå i (meget) høje hæle, selvom jeg er tættere på at være 1,80 end 1,70 m høj. Og så er jeg så fascineret af koblingen mellem æstetik og neurologi, at jeg forsøger at arbejde mig frem til noget ph.d. i den retning. Mon ikke, det bliver en omgang blandede bolscher?
'Vens vi venter' må meget gerne rumme de glæder og frustrationer over at være midtimellem alting og ikke helt vide, hvilken retning, jeg skal bevæge mig i. Ligesom bloggen sikkert lige skal finde sine ben.
Hvorom-alting-er: Når jeg lige om lidt udgiver det første indlæg, er jeg officielt typen, der blogger.
Abonner på:
Opslag (Atom)