lørdag den 28. maj 2011

Håndværkere... seriøst?

Tirsdag:
Mail fra håndværker-boss til udlejer tirsdag: "Nu er badeværelset færdigt"
Mig til udlejer: "Øhm, nej. Det er ikke lavet el og der mangler stadig noget gipsarbejde. Og en dør inkl. karme."
Udlejer til håndværker-boss: "Se ovenstående"
Håndværker-boss til udlejer: "Fredag kommer tømrer og elektriker. I øvrigt er inddækning af rør uden for aftalen og skal betales af lejer"
Mig: "WHAT? Nej. Det er en del af aftalen, som blev indgået i januar (sic!). I øvrigt er der ingen nøgle til låsen i den toiletdør, tømrerlærling har sat i."
Håndværker-boss: "Inddækning af rør er en del af aftalen."

Onsdag og torsdag:
Radiostilhed

Fredag:
Tømrerlærling og tømrer kommer. Sætter et stk. gips op og går igen. Men først efter de har konstateret at døråbning, murer har lavet i væggen er for stor til dør. (Seriøst. De har lavet åbningen større end den dør, der skal passe ind i den. Og som har stået ved siden af hele tiden.)
Tømrer og tømrerlærling siger, de kommer igen mandag og laver rørinddækning og sætter dør i.
Elektriker kom aldrig. Vi satser på, at han kommer mandag.

Resultat: Vi har badeværelse, der i princippet er funktionsdygtigt, men mest hvis man kan se i totalt mørke. Og som ikke er funktionelt, fordi vi ikke kan sætte knager og/eller hylder op før udlejer mv. har været forbi og sige god for alt håndværkernes arbejde.

onsdag den 25. maj 2011

Om dejlige mennesker

Da jeg fyldte 20, ville jeg gerne fejre det med mine venner og veninder. Som jeg aldrig har haft ubegrænsede mængder af, men snarere nogle udvalgte håndfulde. Dagen oprandt og alle bortset fra 1 meldte fra.

Siden da har frygten for at være uønsket siddet i mig, hver gang jeg har inviteret til noget-som-helst. (Pathetic, I know)

I lørdags holdt jeg specialereception i skønne, frankofile omgivelser på lokal vinbar. Vi havde inviteret omkring 60 børn og voksne. Og det gjorde lidt ondt i hjertet og selvtilliden hver gang nogen meddelte, at de skulle til bryllup, polterabend eller var i Jylland den dag.

Men de allervigtigste var der og de 35 vi var havde en dejlig dag - en rigtig dejlig dag, hvis jeg skal være helt ærlig.

Det var hyggeligt, afslappet og der var tid til at tale med de fleste, at blive fejret og at høre alle have det rart rundt omkring i krogene. Maden var lækker, kagerne fantastiske (og hjemmebagte). Og folk kom. For at fejre mig. Det føles rart.

onsdag den 18. maj 2011

Bivirkninger ved boligprojekt

En af de mere interessante bivirkninger ved badeværelsesprojektet er, at ens dagligdagsrutiner ændrer sig.

Jeg kan nemlig ikke rigtig lide at sidde på sofaen eller ved spisebordet og søge efter jobs mens Extreme Home Makeover kører i baggrunden (fast morgenritual, fordi det simpelthen er så dejligt at se andre blive så glade) Så jeg drager i stedet ud i verden. Der er bare grænser for, hvor meget af verden, der er klar til at møde éen før kl. 10 (for slet ikke at tale om før kl. 8, når håndværkerne ankommer)

Det lokale fitnesscenter har åbent fra kl. 6. Bonus er, at jeg får trænet en hel del mere end normalt. Og at der er badefaciliteter. (Til gengæld er jeg gået totalt native - man må nemlig ikke fjerne hår på ben (eller andre steder) i fitnesscenter. Hvilket er fair nok, men rimeligt upraktisk for mig.) Ikke-bonus er, at jeg taber mig. Det skal jeg ikke.

Den lokale cafe åbner kl. 8. Og de ved efterhånden hvor jeg sidder og hilser pænt godmorgen og jeg behøver ikke længere at kigge på menukortet for at kende de forskellige muligheder.

McDonalds lige om hjørnet lukker først kl 01. Hvilket er vigtigt at vide, fordi man skal huske at tisse af inden natten.

Svømmehallen har noget skiftende åbningstider, så den tør jeg ikke satse på.

I går - dagen med maveproblemer a la Delhi Belli (enough said!) - tog jeg mig selv i at skifte fodtøj og jakke inden jeg forkrampet bevægede mig til de forskellige muligheder for at sidde med bukserne om anklerne. Bare så personalet i svømmehal og McD ikke skulle genkende mig. For hvem fanden søren kommer 'bare lige forbi' 5 gange om dagen (hvert sted)?

De er sikkert totalt ligeglade. Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ved at være rigtig ikke-glad over at være toilet-løs for 3. dag i træk. (Skal vi ikke kollektivt krydse fingre for, at VVS-manden kommer i morgen. For ellers er der meeeeget lang tid til næste hverdag-arbejdsdag)

tirsdag den 17. maj 2011

Mere badeværelse og andre sjove ting

Badeværelsesprojektet er still on its way - hvilket betyder, at her stadig er rodet, støvet og håndværker-befængt. (Jeg har intet imod håndværkere, der gør deres arbejde ordentligt og rydder pænt op efter sig som vores. De er der bare. Hele. Tiden.)

Jeg er ved at være rigtig træt af det (det hjælper ikke ligefrem, at jeg har brugt søndagen på at pleje Kæreste, der havde pådraget sig en massiv omgang Roskilde-syge - og har givet den videre til mig i dag, albeit i en mildere version)

Jeg er særligt træt af, at vi ikke har noget at gøre med beslutninger omkring byggeriet. Jojo, vi har fået mere eller mindre frit mandat til at vælge farver og tilbehør. Men alt det praktiske og byggeagtige, der kommer før den sjove del - det sker bare, uden at vi kan sige hverken til eller fra. På plussiden har vi nu den erfaring - når det en gang kommer til at handle om EGNE projekter - at vi skal have en detaljeret plan for, hvad der skal ske hvornår, ift. udformning og materialer.

Teoretisk set skulle hele projektet tage 15 arbejdsdage. Dette er dag 11. Der er stadig en hel masse arbejde, før det er færdigt. (Seriøst - er I klar over, hvor frustrerende og upraktisk det er, at være uden toilet i 11 dage?)

I dag bliver fliserne fugede. Så er alt murernes arbejde (så vidt vides) overstået.
Tømrerne skal sætte resten af rockwoolen og gipspladerne op. Forhåbentlig sætter de også dørkarme og døre i igen. Og allerhelst bygger de også kasser rundt om rør og faldstamme på badeværelset. Det var i al fald aftalen.
Elektrikeren skal sørge for, at der kan blive lys og at der ikke - som nu - hænger random ledninger rundt omkring.
VVSeren skal tilslutte toilet og sætte håndvask, armatur samt bruser og termostat op.

Det var håndværkernes arbejde. Så er det vores tur. Hverken opsætning af væv uden på gipsbeklædningen eller maling inden i eller uden for badeværelset er inkluderet i tilbuddet. Jeg håber sateme i den grad, at vores husleje reduceres i næste måned; som løn for udført arbejde.

Hmm. Det blev et lidt vredere - og længere! - indlæg end beregnet. Måske er processen ved at tære på mig. Måske er det mave-halløjet.

For det bliver jo fantastisk dejligt at have et rigtigt badeværelse. Hvor alting er nyt og lækkert og virker.
Det ville bare være endnu rarere hvis vi havde et reelt overblik over, hvornår det fantastiske nye badeværelse var up and running.

I'll keep you posted.

onsdag den 11. maj 2011

Badeværelse og andre sjove ting

Vi er stadig igang med projekt badeværelse. Og når jeg siger igang, så mener jeg naturligvis, at håndværkerne er igang med det fysiske projekt, hvor ting bygges op og Kæreste og jeg er igang med den del af projektet, der handler om at kunne leve nogenlunde almindeligt i det totalt kaotiske lettere rodede miljø, hvor materialer, døre og deres karme samt diverse værktøj er spredt jævnt ud over soveværelset.

På plussiden er vi i dag tæt på at være halvvejs igennem. Og vi har vægge, så en suite situationen mellem toilet og seng er nu forbi (dejligt!).
På minussiden er vi i konstant søvnunderskud, fordi vi a) skal stå tidligere op end håndværkerne, for at have redt seng og fået tøj på inden de kommer (det sidste er nu mest min kæphest) og b) fordi alt det byggestøv og diverse dunster fra materialerne sikrer at i al fald en af os hoster og harker i søvne og helt sikkert vækker den anden. I nat blev det ekstra sjovt, fordi det viste sig at være 'den tid på måneden' for mig. Hvilket i øjeblikket resulterer i afsindige mavekramper og smertekvalme. Lovely.

Nåmen, jeg har efterhånden bestemt mig for noget tema, som bliver Nordisk Wellness på 2 m2. Så for at bløde de hvide-hvide fliser op og gøre det mere rart, tænker jeg en lys, varm grå til at male det øverste af væggene samt lofter og evt. dør. Og så tilbehør i de farver, der findes i langhårede fårs uld; noget brunligt, gråligt noget. Jeg har luret på lækre håndklæder, æsker til opbevaring, store spejle, der skal sidde ved bruseren og andre ting. Men jeg aner stadig ikke, hvordan den faktiske indretning bliver.

Det aller-allerbedste er, at i dag fjerner smeden brusekabinen fra køkkenet, og det betyder at vi får næste 1½ m2 mere plads derude. Jeg tør SLET ikke tænke på, hvordan snavs-situationen er bag ved, fordi det slet ikke har været muligt at gøre rent for mennesker med arme der er større end et spædbarns i omkreds og kortere end en girafs hals.

Gode idéer mht. indretning er meget velkomne - vi har ikke plads til nogen møbler, der skal stå på gulvet.

onsdag den 4. maj 2011

Projekt Badeværelse, dag 3

ErIklaroverhvormegetenvæltetmurstøver?!

Helt. Vildt. Meget.

Det vil sige, at ALLE overflader i HELE lejligheden pt. er dækket af klistret, blegrødt støv. Også de flader, der egentlig er dækket af afdækningsplast. Som håndværkerne, der i øvrigt er rigtig søde og dygtige, har sat på alle større møbler. Hvilket er ret pænt af dem.

Pt. har vi soveværelse og badeværelse i en slags en suite situation, der ikke er helt holdbar for romantikken i vores forhold. (Det ER bare ikke charmerende at skulle bede Kæreste om - eller selv blive bedt om - at 'gå en lille tur eller sætte dig ind på kontoret. Og lukke begge døre')

Men nu er de færdige med at vælte ting og fra i morgen bliver det noget med at bygge op i stedet (MEGET bedre scenarie)

Her er lidt... ahem... stemningsbilleder. Fra en blogpost, der komponeres på den lokale café, hvor jeg har huseret i timevis de sidste 3 dage.

Soveværelse-badeværelse. Nu en suite.

Nyeste medlemmer i soveværelset. M. NYC-loft. Ikke?

mandag den 2. maj 2011

Badeværelsesprojekt - sæt i gang!

ÅHR YEAH! Endelig, endelig, endelig, ENDELIG!

Håndværkerne mødte i formiddags (håndværkerformiddag = 8.15) for at tage aftale de praktiske detaljer og gå i gang med afdækning af gulve og opbygning af spritnyt badeværelse. (Hvilket er grunden til, at jeg sidder på det nærmeste bibliotek og skriver dette. Og netop har oplevet det fantastiske syn af en mand, der tog en af de tilgængelige aviser fra bibliotekets rack og styrede målrettet mod toilettet. Lovely.)

De næste 15 arbejdsdage (jaja, lad os nu se, ikke!) har de tænkt sig at ankomme mellem kl 7 og 7.30 og arbejde videre. Og videre. Indtil vi får et fint, nyt badeværelse.

Hvilket bliver det første badeværelse jeg får, siden jeg flyttede hjemmefra. Det er nemlig vores og kun vores (eller, egentlig mest vores udlejers, men nu er det jo ikke ham, der bor i lejligheden). Det skal ikke deles med resten af opgangen eller gangen, og det befinder sig hverken i kælder eller på loft. Det E R simpelthen bare en del af lejligheden. Hvilket bliver intet mindre end fabelagtigt.

Specielt fordi det frigiver plads i køkkenet, når brusekabinen fjernes. Plads som kan indtages af køleskabet - og dermed give mulighed for at installere en slags bardisk/bordplade/arbejdsstation. Og hylder.

Jeg lover at tage billeder løbende. Til gengæld må man gerne sige til, hvis man har gode idéer til, hvor jeg skal tilbringe mine dage indtil jeg igen kan være derhjemme. Helst gratis steder. Ikke?