mandag den 4. juli 2011

Badeværelse; sidste update

Vi er færdige med badeværelset. Det har også kun taget 2 måneder for håndværkerne at få de 2 m2 klar. Nu er mure, lofter og vægge malet helt hvide, der er købt to store spejle, der gør baderummet visuelt dobbelt så stort, og sat hylder op til den opbevaring, det er SÅ rart at have plads til. Og købt fine bokse og æsker til badeværelsesgrejet, så alt medicin/plaster ligger for sig, mine ting er for sig, Kærestes for sig, toiletpapir for sig og tand-grej for sig. Det blev også plads til et lækkert duftlys (mmm... hvid te) og et badeværelsesspøgelse i keramik (fås bl.a. hos HAY)

Efterhånden er Kæreste og mig blevet ret gode til at være handy sammen, så finishen er blevet stort set som man kunne ønske inden for de rammer, vi nu havde.

Og så har vi stille og roligt sat en ekstra bordplade op i køkkenet. Det blev der nemlig plads til efter køleskabet kom over i ex-brusekabine-nichen. Den sidder i bar-højde og det er en verden til forskel, at der er mere arbejdsplads og bordplads i det hele taget. Farmors gamle tallerkenrække er også blevet genophængt. Og svigermors B&G-smørrebrødstallerkner kommer til deres ret.


... og så er der blevet flyttet om på soveværelsesmøblementet, så alting nu står mere hensigtsmæssigt ift. rummet efter tilbygningen. Det eneste, der mangler her, er et par hylder (4 stk á 120 cm) til mine sko, som måtte rykke ud af klædeskabet for at få plads til alt tøjet. Der er nemlig ikke længere plads til at have et stort tøjstativ stående på gulvet til jakker og skjorter. Åh, at have mere end 150 cm klædeskab (i bredden) til to personer og alt deres tøj.

Det eneste, der nu mangler i det lille hjem, er at male i gangen. Men det bliver efter ferien!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar