Veninder

Alle forhold har perioder, hvor de er fantastiske og giver en masser af energi og glæde og overskud. Og perioder, hvor man bliver drænet af den person, man holder så meget af.

Min onsdag blev fordelt mellem to veninder. I hver sin ende af overskuds-spektret. Selvom de begge er pressede på flere fronter.

Veninde A, som er forholdsvis ny i mit liv kæmper med en kronisk lidelse, der er ganske smertefuld. Hun er - som jeg - mellem jobs og i en branche, hvor de aldrig under nogen omstændigheder hænger på træerne. Desuden havde hun en fredags-deadline på noget freelance arbejde.

Hun havde godt tid til at jeg kom forbi med left-over muffins fra Family Dinner. Og til at vi talte om alt muligt - også det svære og det, der gør ondt - i næsten 3 timer. Jeg gik derfra glad og opløftet og glædede mig til næste gang, vi finder tid til at ses. (Kæreste håber, han også møder hende snart. For jeg er altid glad, når jeg har tilbragt tid med hende)

Veninde B har jeg kendt i 11 år, og vi har hængt sammen siden 1.g. og gennem skiftende forhold, studier, jobs, boliger og alle de andre forandringer, der nødvendigvis sker i løbet af en dekade. Hun er 5 uger fra specialeaflevering, og har lige fået orlov fra sit job til at færdiggøre projektet. Hun har brugt foråret på at have alt, alt for travlt med speciale, fuldtidsjob og diverse (ja, som i flertal) frivillige arbejder. Og undrer sig over, at hun ikke har det store overskud til at være kæreste. Hun er vistnok ikke forelsket i ham længere, men bliver ved med at give ham et flig af håb om, at det bare er alt det andet, hun er nødt til at prioritere.

Jeg elsker hende. Men jeg bliver så drænet af at være sammen med hende. I onsdags og hver gang vi har set hinanden det sidste halve år. Og jeg bliver så ked af at hun projicerer sine egne hang-ups omkring sit eget forhold over på mig og Kæreste.
Når jeg fortæller at Kæreste har brugt (alt for) megen tid på at spille computer, men at vi nu har talt om det og fundet den hellige gral (læs: kompromiset), så bliver hun vred på mig (men altså i virkeligheden vred på sin egen kæreste), der kræver tid og tilstedeværelse og samhørighed. Og kæresteri. Åhr, det er så svært, at lade være med at sige noget. For selvfølgelig er hun presset med specialet, med forholdet, med det hele. Og der er jo kun 5 uger til 'alt bliver bedre'. Det håber jeg, virkelig!, at det gør. Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal være sammen med hende i øjeblikket. Jeg ved bare, at jeg ikke kan bære at det går i stykker mellem os - og jeg ved, at jeg ikke kan holde ud at det udelukkende er på hendes præmisser.

Livet, ikk'? Det er ikke sådan let og ligetil.