Da jeg fyldte 20, ville jeg gerne fejre det med mine venner og veninder. Som jeg aldrig har haft ubegrænsede mængder af, men snarere nogle udvalgte håndfulde. Dagen oprandt og alle bortset fra 1 meldte fra.
Siden da har frygten for at være uønsket siddet i mig, hver gang jeg har inviteret til noget-som-helst. (Pathetic, I know)
I lørdags holdt jeg specialereception i skønne, frankofile omgivelser på lokal vinbar. Vi havde inviteret omkring 60 børn og voksne. Og det gjorde lidt ondt i hjertet og selvtilliden hver gang nogen meddelte, at de skulle til bryllup, polterabend eller var i Jylland den dag.
Men de allervigtigste var der og de 35 vi var havde en dejlig dag - en rigtig dejlig dag, hvis jeg skal være helt ærlig.
Det var hyggeligt, afslappet og der var tid til at tale med de fleste, at blive fejret og at høre alle have det rart rundt omkring i krogene. Maden var lækker, kagerne fantastiske (og hjemmebagte). Og folk kom. For at fejre mig. Det føles rart.
tillykke - det er en super ting at kunne fejre! Og ja, jeg kender godt følelsen i maven.
SvarSlet35 - det er da i øvrigt ret godt og flot til en specialereception, og særligt når det er de v/rigtige :)!
Tak for reality tjek. 35 er faktisk ret mange.
SvarSlet