Jeg har lovet at træde til og redde mine søde studenterkollegaers bagdele og undgå at deres kollektive stressbarometer (ja, som i rigtig stress) lander på rødt, fordi de er underbemandede siden jeg officielt stoppede. Og eftersom bedømmelsen for specialet stadig lader vente på sig, kan jeg jo lige så godt tjene lidt penge ved at hjælpe andre.
Problemet er bare, at jeg virkelig ikke har lyst. Jeg kan godt lide jobbet (særligt dengang vi havde ordentlige arbejdsvilkår), jeg kan egentlig godt lide mine kollegaer, selvom de fleste af dem stadig er ret unge i gårde og derfor laver lidt for mange fejl, der tager en krig at rette op på. Men jeg har gennem mine 4 år som studentermedarbejder i stigende grad mistet faglig og menneskelig respekt for min nærmeste overordnede, der har så travlt med at promovere sine egne projekter, at hun søreme da ikke har tid til at tage ansvar for eller erkende de problemer, der opstår, når stigende krav og antal af opgaver ikke matches med prioritering eller mulighed for at forlænge arbejdstiden.
Jeg har fået lodret forbud af Kæreste mod at søge arbejde dér, når jeg (lige om lidt) skal til at søge den slags. (Hvis nu ph.d. lader vente på sig) Fordi jeg det sidste 1½ år har været sur, ked af det eller udbrændt når jeg kom hjem fra en halv dag på studie-jobbet.
Men dels kan jeg godt bruge pengene.
Og dels er jeg rigtig god til at sige ja til at hjælpe andre. Så jeg tager (igen) en for holdet, og så håber jeg for dem, at nogen tager problemer og udfordringer seriøst om ikke alt for lang tid.
Heldigvis er det kun i resten af marts for mit vedkommende.
Hav en god (arbejdsdag) ude i den virkelige verden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar