lørdag den 5. marts 2011

At være eller ikke at være

'Hvad skal du være, når du bliver stor?'

Hvordan gør man egentlig rede for bevæggrunde for at vælge at læse sit drømmestudie og de muligheder, der hermed forhåbentlig kan åbne sig i forskningens verden (ikke et ORD om Penkowa-sagen), som en videregående humanistisk uddannelse som min kan skabe.

Her midtimellem at vide om jeg er købt eller solgt (den endelige bedømmelse af specialet er et sted i fremtiden og venter på mig) er det endnu sværere at forklare.

Jeg VED godt, hvad jeg vil være. Jeg vil forske og bidrage til den samlede videnbank og forståelse for den menneskelige hjerne i forhold til et æstetisk felt. Ja, det er helt absurd nørdet. Det ved jeg godt. Men hvis nu det vipper min båd. Ikke?

En ph.d. er desværre ikke just noget, der hænger på træerne inden for mit felt. Og jeg har ikke nogen Plan B, hvis det ikke lykkes. Hverken storstilet eller i ganske lille format. En god måned efter aflevering med lidt studiejobbing er jeg ved at gå lidt kold i rollen som in-between-housewife.

Så indtil videre venter jeg. Og forsøger at skrive en artikel eller to til et tidsskrift eller to. Bager. Maler vægge. Løber. Og lader som om, jeg ikke skal til at tage en beslutning om ikke alt for lang tid.

Hvornår blev man egentlig voksen? Sådan rigtigt voksen. Med ansvar, med rigtige bekymringer (jo, selvfølgelig har børn også rigtige bekymringer. Men de har den luksus, at de voksne kan hjælpe) men uden nogen, der kunne tage ens hånd og følge éen hjem, hvis man var blevet væk. Nogen gange tænker jeg, at lige om lidt kommer der nogen og afslører mig. Afslører at jeg ikke er en rigtig voksen, at jeg ikke er dygtig til mit fag, eller noget andet, der ville være lige så skrækkeligt.

Indtil videre fortsætter jeg med at lege voksen i min Midtimellem-Verden. Og i legen ender jeg med at være det, jeg gerne vil være, når jeg bliver voksen. Der kommer selvfølgelig aldrig nogen og afslører mig (ikke et ORD om Penkowa-sagen). Jeg er rigtig voksen, og jeg er dygtig. Men til gengæld kommer Virkeligheden om ikke alt for lang tid.

Jeg tror, Virkeligheden er en rigtig voksen.

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar