Mon ikke Emma Gad ville have haft en mening om, hvor længe man kan tillade sig at læse med på andres blogs uden selv at give lidt igen?
Det tror jeg. Så. Here goes nothing.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad bloggen kommer til at have som omdrejningspunkt. Udgangspunktet er naturligvis mig (hvor herligt ego-agtigt) og hvordan jeg efter bedste evne forsøger at navigere rundt i en hverdag og et liv, der ser helt anderledes ud efter det dér studieliv er afsluttet.
Jeg elsker de blogs, der giver skægge, ærlige og af og til hvasse kommentarer til livet og virkeligheden. Men jeg holder også af at boligindrette, bage og gå i (meget) høje hæle, selvom jeg er tættere på at være 1,80 end 1,70 m høj. Og så er jeg så fascineret af koblingen mellem æstetik og neurologi, at jeg forsøger at arbejde mig frem til noget ph.d. i den retning. Mon ikke, det bliver en omgang blandede bolscher?
'Vens vi venter' må meget gerne rumme de glæder og frustrationer over at være midtimellem alting og ikke helt vide, hvilken retning, jeg skal bevæge mig i. Ligesom bloggen sikkert lige skal finde sine ben.
Hvorom-alting-er: Når jeg lige om lidt udgiver det første indlæg, er jeg officielt typen, der blogger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar