søndag den 24. april 2011

And then life happened. Aka A'dam, baby!

Af og til kan man godt glemme, hvor dejligt livet også kan være. Og når man så kommer i tanke om det, er det fordi man er midt i det skønne og får alt, alt for travlt til at blogge. Sådan gik der lige pludselig to uger for mig. I mellemtiden blev det for alvor forår.

Kæreste er hjemme igen (syg, men ikke desto mindre lige i nærheden. Faktisk sover han på sofaen lige nu) og turen til Amsterdam var vidunderlig. Hotellet var horribelt (book ALDRIG Hotel Vivaldi på Stathouderskade!), men byen var fabelagtigt, vejret som det bedste danske juli-vejr og vi nød hinanden, maden, tiden til at vandre roligt rundt langs kanalerne og nyde forårsudsprungne træer og ikke mindst smuk kunst og skævt design.

Vi er gode til at rejse sammen, Kæreste og mig. Heldigvis. For jeg elsker at rejse, selvom der ikke rigtig har været økonomisk råderum til den slags luksus de sidste par år.

Hvem kan lade være med at blive forårsforelsket all over again i sådanne omgivelser?


(Og lade være med at medbringe fin, skæv kop på små porcelænsben fra Droog - ikke mig!)



Jeg er ikke fan af prostitution under nogen former (jeg tror simpelthen ikke på Den Lykkelige Luder), men hvis det endelig skal være, så er de rimeligt ordnede forhold i Red Light District klart at foretrække frem for gadeprostitution med mindreårige baltiske piger på Halmtorvet. Trods alt. Og det var kun en aften, vi var igennem kvarteret på vej hjem fra vidunderlig mad på en Bib Gourmand-restaurant, vi faldt over tidligere på dagen.

Hvis man alligevel befinder sig omkring De Ni Gader (og hvorfor skulle man ikke det - der er alverdens skønne små butikker), så kan jeg kun anbefale et besøg hos Envy, der trods det überlækre interiør og den perfekt tilberedte mad har meget rimelige priser (116 euro for 2x4 retters menu, vin og vand er rimeligt i min bog. Særligt i denne restaurantkategori)




Vi aftalte - med håndslag (og alle ved, at SÅ gælder det) - at tage til en storby en gang om året. Bare fordi det er så dejligt at være afsted sammen og at være steder, hvor man kan vælge mellem kulturelle oplevelser, stemning og alt det andet, der gør storbyer så pokkers attraktive.

Oven på sådan en tur kan hverdagen bare komme an.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar