Det er et af livets helt store mysterier, og et som er drøftet med utallige med-kvinder, at mænd helt konsekvent falder først, hurtigst og mest larmende i søvn.
Uanset hvornår de lægger sig til at sove.
Scenarie 1:
Jeg er et decideret A-menneske og bliver derfor ganske træt, når klokken er 22ish. Så jeg går i seng, men Kæreste sysler med computer, tv eller noget tredje. Jeg er næsten faldet i søvn, når han beslutter sig for at det er sengetid. Men kun næsten, for han vækker mig med sin bøvlen i sengen, sine rotationer for at finde den mest behagelige måde at ligge på. Og ikke mindst en vejrtrækning, der er godt på vej mod en fullblown snorken. Det hele i løbet af 5 minutter. Hvilket betyder at jeg i den grad når at vågne og at ligge vågen et stykke tid.
Scenarie 2:
Kæreste har mandeaften et sted i byen og kommer meget sent hjem (min personlige omgangskreds gør det mere i babyer end late nights pt.). Jeg sover trygt, da han kommer hjem. Men vågner af (sandsynligvis) beruset Kærestes bøvlen i sengen, etc. (se scenarie 1)
Scenarie 3 (det sjældneste):
Vi går i seng samtidig. Kæreste falder i søvn i løbet af 5 minutter, men holder mig vågen med sin etc. (se scenarie 1)
... hvorfor? Hvad er det i mænds natur, der giver dem evnen til i den grad at koble af og bare falde i koma-søvn? Og hvorfor kan kvinder ikke? (Dem, jeg har drøftet det med, kan i al fald ikke) Er vi bare genetisk kodede til at have en lettere søvn, fordi vores fjerne formødre med let søvn havde den fordel frem for deres tungtsovende medsøstre, at de bedre kunne holde øje med afkom og omgivelser - selv i søvne??
(Men hvis jeg skal være helt ærlig, så foretrækker jeg at sove sammen med Kæreste frem for ikke at gøre det. En varm krop man kan putte sig ind til er jo grundlæggende fabelagtigt)
Det kender jeg alt for godt. Min kæreste er heller ikke ligefrem den der vågner af barnegråd om natten, da han sover så tungt. Virkelig skøn blog du har har. Rigtig hyggelig at læse (:
SvarSlet