søndag den 10. april 2011

Græsenke på forårsgræs

Kæreste er sendt afsted på den længe ventede studietur med en flok 2.g. elever, der skal bruge små 8 dage på at lære en masse mens de oplever fremmede lande. Han har været ret spændt på, hvordan det hele skulle komme til at gå - det er første gang i sin gymnasielærerkarriere, han har arrangeret en full blown studietur. Specielt om alle formåede at dukke op i Kastrup på et helt ukristelige tidspunkt (han tog afsted kl. 2.45 i nat mod lufthavnen).

Det er første gang siden jeg lokkede ham til at flytte til København, at vi skal være væk fra hinanden i mere end en weekend. Vi startede som noget langdistancenoget, og det var slet ikke sjovt (men helt sikkert alle DSB-rejsepengene værd) og jeg hadede altid søndage. For de var ensbetydende med 'farvel' i et ukendt antal dage.

Jeg kan allerede nu mærke, at jeg kommer til at savne ham - for pokker der er lang tid til næste søndag! Men friheden skal udnyttes til rendez vous'er med veninder, besøg på fiskerestaurant og gallapremiere med Bedste Veninde, samt tur til provinsen for at besøge forældre og fejre Søsterlils fødselsdag lidt på forhånd - og ikke mindst en stor fest hos en af mine yndlingshomoer i anledning af HKH Dronningens fødselsdag på lørdag. Og så er det faktisk helt ok ikke at skulle slås med nogen om avisen denne formiddag! Og til at få løbet nogle gode ture i det smukke solskinsvejr.

Vi havde en skøn 'sidste dag' i går - derfor intet blogindlæg - bortset, selvfølgelig, fra helt sindssyge mavekramper (mig). Jeg ved godt, det ikke er det mest interessante at skrive (eller høre) om, men jeg har taget p-piller i en del år efterhånden. Mest pga. 'the obvious' og fordi det alt andet lige er lettere med kunstige hormoner end kondomer eller andre festlige sager (der ALTID er bøvlede). Men også - kom jeg i tanke om i går - fordi jeg simpelthen får så SINDSSYGT ondt i hele mellemgulvet og underlivet hver eneste jävla gang.

Og hvorfor gjorde det så ondt denne gang? Fordi jeg er stoppet med at tage p-piller. Fordi min krop lige skal have lov til at afgifte og vænne sig til en naturlig rytme. Fordi vi har nogle lumske planer om at 1+1 skal give 3... (Det skal der selvfølgelig nok komme mere om, når det er relevant)

Heldigvis er der en sikker kur mod smerte - udover at bevæge sig - og det er at fjerne opmærksomheden så meget som muligt. Og til det formål var et nærliggende lagersalg helt perfekt! Jeg endte med at komme hjem med en smuk Heartmade hellang sommerkjole, en fin sølvskjorte fra Mads Nørgaard og en skøn cappucino-farvet lædertaske fra Magnolia med et dødningehoved i nitter på fronten. Til nogle meget budgetvenlige priser. Ahh. (Kæreste har taget kamera med på turen, så I må nøjes med billeder fra nettet denne uge. Beklager)
Den skal SÅ meget med til Amsterdam i påsken. Normalt er jeg mest i noget sort og stramt, men det ER jo kun forår éen gang om året...


Cappucinofarvet, ikke sort. Og det bliver den kun endnu skønnere af!
Resten af søndagen skal bruges på at spæne et par gange rundt om Søerne, se feel good programmet over dem alle (Luksusfælden) og spise leftover krondyrsteak fra middag i går. Og læse chick lit med en ordentlig omgang ansigtsmaske. Af og til er alenetid helt ok.



2 kommentarer:

  1. Så fine shoppingfund... ....og ja, det fungerer altså altid lidt godt som plaster på såret:-) det må være så hårdt at skulle få så ondt i maven!

    SvarSlet
  2. Retail therapy all the way - lagersalg er bare den budgetvenlige udgave ;)
    (Og ja, det er super ubehageligt, men kroppen er (heldigvis) god til at glemme hvor ondt ting egentlig gør...)

    SvarSlet